Ny midlertidig kontrakt vækker glæde hos GC
Det kom frem i denne uge, at USA ønsker at forlænge servicekontrakten med Greenland Contractors. En kontrakt der har været usikkerhed om, efter en domstol fastslog at det amerikanskejede skuffeselskab Exelis Services alligevel ikke skulle overtage opgaven.
Den nye kontrakt bliver på mindst et halvt år, oplyser direktør Peter Kofoed fra Greenland Contractors til finans.dk.
- Formelt bliver det i første omgang seks måneder plus et antal mulige forlængelsesmåneder. Det er en helt ny kontrakt, man indgår, også fordi der stadig kører op til flere appeller af den dom, der kom i maj måned, fortæller Peter Kofoed.
LÆS OGSÅ US Air Force ønsker at forlænge Thulekontrakt
Direktøren ønsker ikke at uddybe hvordan kontrakten reelt skrues sammen, og hvor mange penge den vil indbringe Greenland Contractors, vil han ikke uddybe.
Men han er ikke overraskende begejstret for, at selskabet indtil videre kan blive på basen.
- Jeg er godt tilfreds. Vi har på intet tidspunkt ment, at det var Exelis, der skulle ind og overtage. Vi skal formentlig ud i en ny budrunde, og der har vi tænkt os at være med igen, siger Peter Kofoed til finans.dk.
LÆS OGSÅ USA´s ambassadør: Der kommer en aftale alle kan leve med
LÆS OGSÅ Exelis vil anke
Ifølge netavisen er direktøren nu optimistisk i forhold til at kunne vinde kontrakten helt tilbage til virksomheden, der har siddet på opgaven i mere end 40 år.
Det er entreprenørselskabet MT Højgaard der ejer 67 procent af Greenland Contractors, mens Selvstyret ejer 33 procent.