USA´s ambassadør: Der kommer en aftale alle kan leve med

- Der kommer en aftale alle kan leve med, forsikrer USA´s ambassadør John Rufus Gifford optimistisk til avisen AG´s spørgsmål til hvad der kommer til at ske med servicekontrakten for Thule-basen.
Foto © : Helle Nørrelund Sørensen/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
23. juli 2015 06:46

En domstol i USA underkendte tidligere i år kontraktvinderen Exelis Services, men den dom er netop blevet anket. Det betyder endnu en udsættelse af beslutningen om hvem der fremover skal servicere Pituffik.

- Der vil formentlig fortsat gå et stykke tid, før der kommer en endelig afgørelse, erkender ambassadøren i onsdagens AG.

- Men det vigtige er at Grønland-Danmark og USA sammen løbende taler om at finde en løsning, på både diplomatisk og politisk plan, siger han.

LÆS OGSÅ Exelis vil anke

- På den korte bane må Greenland Contractors fortsætte serviceringen af Thule Air Base efter 1. oktober. Og på den lange bane er der lige nu forhandlinger om en løsning, som jeg er overbevist om at alle parter med fordel vil kunne leve med, siger John Rufus Gifford til AG.

Ambassadøren har netop for femte gang besøgt Grønland, denne gang primært for, sammen med en gruppe journalister, at besøge et forskningsprojekt på indlandsisen.

Han finder opgaven med at forbedre samarbejdet mellem Grønland og USA som "Noget af det mest fascinerende og udfordrende ved mit arbejde", siger han til avisen.

LÆS OGSÅ USA retter udtalelse: Ingen genforhandling af forsvarsaftale i sigte

LÆS OGSÅ USA vil genforhandle forsvarsaftale