Ny menneskeretsformand: Vi bør se på boligproblemer

Børn, handicappede og boliger. Det er de emner, som det nye Grønlands Råd for Menneskerettighederbør fokusere på, mener formand Sara Olsvig.
Det nye Grønlandske Råd for Menneskerettigheder konstituerede sig 29. november, hvor Sara Olsvig blev valgt som formand. (Arkivfoto) Foto © : Inuit Ataqatigiit, IA
28. december 2019 17:19

Når det nye Grønlandske Råd for Menneskerettigheder mødes i det nye år for at beslutte, hvad det skal fokusere på, er kendte områder som børns rettigheder og handicappede på dagsordenen.

Men ifølge den nyvalgte formand, Sara Olsvig, kan rådet også med fordel tage fat på området omkring boliger i Grønland.

- At anse det som en menneskeret at have ret til en bolig er noget, som ifølge rettighederne er klart, men i Grønland har vi nogle store udfordringer i forhold til boligområdet, siger hun.

- Det er noget, som jeg håber meget på, at vi kan blive enige om at skulle se nærmere på i løbet af det kommende år, tilføjer Sara Olsvig.

Fælles strategi i det nye år

HER ER MEDLEMMERNE AF RÅDET:

  • Sara Olsvig, formand
  • Anders Meilvang, næstformand
  • Níke Berthelsen, forretningsudvalgsmedlem
  • Arnajaaq Lynge, Landsforeningen Autisme Kalaallit Nunaat
  • Lise Mørup Dalgaard, Grønlandske Advokater
  • Annemette Nyborg Lauridsen, Ilisimatusarfik
  • Sofie Lennert, Kattuffik utoqqaat nipaat
  • Henrik Sandgreen, KNAPK
  • Hans Reimer, KNIPK
  • Ludvig Larsen, SIK
  • Aviâja Egede Lynge, Børnetalsmand
  • Christina Johnsen, Handicaptalsmand
  • Kathrine Bødker, formand for Ligestillingsrådet

Formanden understreger, at rådets medlemmer i fællesskab skal lægge en strategi, når de mødes til februar og beslutte deres fokus for de kommende år.

Hun håber dog, at boliger bliver ét af de områder, rådet skal se nærmere på.

LÆS OGSÅ Sara Olsvig i spidsen for Unicefs nye kontor i Nuuk

- Vi ser tallene, som meldes ind af kommunerne om antallet af hjemløse, og vi ser også gang på gang udfordringer i forhold til at have passende boliger i forhold til de behov, man har, for eksempel hvis man er en person med handicap, siger hun.

Ifølge Selvstyret var der i 2017 841 hjemløse i Grønland.

Medlemmerne er valgt af Inatsisartut

Det nye Grønlandske Råd for Menneskerettigheder konstituerede sig 29. november, hvor Sara Olsvig blev valgt som formand og Anders Meilvang som næstformand.

I starten af 2019 trådte en ny lov i kraft, som betyder, at det ikke længere er Naalakkersuisut, der udpeger medlemmerne.

Rådet består af 13 medlemmer, hvoraf Inatsisartut har valgt 10 af dem. De er i første omgang blevet indstillet af civilsamfundet.

Derudover er Børnetalsmanden, Handicaptalsmanden samt formanden for Ligestillingsrådet også medlemmer af rådet.

LÆS OGSÅ Råd for Menneskerettigheder skal fjernes fra Selvstyretårnet

Og der er altså nok arbejde at tage fat i for medlemmerne, påpeger Sara Olsvig.

Udover boliger nævner hun også, at mange grønlandske børn ved meget lidt om deres rettigheder.

Formanden påpeger også, at der skal fokus på instrumenter som FN's menneskerettighedserklæring, handicapkonventionen og deklarationen om oprindelige folks rettigheder.