Ny Inatsisartutbygning til 2. behandling

Siden 2013 er der blevet arbejdet på at undersøge mulighederne for en ny bygning til Inatsisartut.
22. maj 2017 07:07

Og i dag mandag skal der stå et større slag om forslaget, når Inatsisartutmedlemmerne skal andenbehandle det.

Finans- og skatteudvalget har behandlet forslaget og i deres betænkning lægger de stor vægt på, at der stadig er ubesvarede spørgsmål om, hvad nybyggeriet vil komme til at koste.

Udvalget gør også opmærksom på, at hvis forslaget bliver vedtaget som det ser ud nu, så vil Inatsisartuts formandskab få lov til både at gøre planerne for byggeriet færdige, men også at indgå aftaler om opførelsen af byggeriet.

Det vil altså give Formandskabet mulighed for at lave aftaler om en ny bygning til mellem 100 og 190 millioner kroner, som over de første 30 år vil koste 315-375 millioner i leje efter bygningen er taget i brug.

LÆS OGSÅ Inatsisartut udsætter beslutning om parlamentsbygning

Finansieringen af byggeriet vil desuden svare til, at Selvstyret skal optage et lån og det vil påvirke Selvstyrets andre eventuelle ønsker om lån, skriver udvalget i sin betænkning.

Et flertal i udvalget bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit foreslår derfor en ændring af forslaget, hvor formandskabet for Inatsisartut i stedet skal fremlægge en samlet beskrivelse af hele projektet, med alle udgifterne og hvordan bygningen skal se ud. Og desuden skal der være en vurdering af fordele og ulemper ved det nye byggeri i forhold til at renovere den nuværende bygning.

Demokraternes medlem i udvalget mener, at forslaget skal forkastes helt og pengene bruges på andre dele af samfundet.

LÆS OGSÅ Ny parlamentsbygning skal drøftes i udvalg

LÆS OGSÅ Inatsisartut dropper at behandle ny parlamentsbygning på én dag