Ny dukkeforestilling kaster lys over Arnarulunnguaq

I de senere år er der kommet langt større fokus på ekspeditionsdeltageren fra Qaanaaq. Nu bliver Arnarulunnguaqs historie fortalt i et dukketeater, så flere børn kan lære hende at kende.
Arnarulunnguaq er hovedperson i en ny dukkeforestilling. Foto © : Daniel Bødker Sørensen
31. maj 2026 10:00

Med let uglet sort hår og bukser af isbjørneskind bevæger en lille dukke af Arnarulunnguaq sig rundt på scenen.

Ekspeditionsdeltageren fra Qaanaaq er blevet hovedperson i dukkeforestillingen “Arnarulunnguaq – den store lille kvinde”, der fortæller historien om hendes liv og rolle på den berømte 5. Thuleekspedition.

På ekspeditionen rejste hun sammen med polarforskeren Knud Rasmussen og sin fætter Qâvigarssuaq Miteq mere end 18.000 kilometer fra Grønland gennem Canada og Alaska til Sibirien.

Dukkeforestillingen havde premiere fredag den 29. maj på Marionet Teatret i Kongens Have i København, hvor den spiller frem til 12. juli.

Derefter rejser forestillingen til Færøerne i september, mens den i oktober 2027 kommer til Katuaq i Nuuk.

Skuespilleren Kristian Mølgaard fra Qeqertarsuaq er en af forestillingens tre dukkeførere. Han glæder sig over, at Arnarulunnguaq nu får større opmærksomhed.

- Det har betydet utrolig meget, at hun var med på ekspeditionen. Hun syede tøj, lavede mad og tog sig af en masse praktiske opgaver. Jeg forestiller mig, at hun har været uundværlig, siger han.

De tre dukkeførere i forestilling. Fra venstre er Kristian Mølgaard, Yulia Bulankina Lystbæk og Alex Lehman. Foto © : Daniel Bødker Sørensen

Hyldest til inuits viden

Dukkeforestillingen er blandt andet udviklet på baggrund af en workshop på en skole i Nuuk, hvor børn fortalte historien om Arnarulunnguaq set fra deres eget perspektiv. Det fortæller forestillingens instruktør, Nina Kareis.

Ifølge instruktøren er det vigtigt at fortælle Arnarulunnguaqs historie og synliggøre, at kvinder også spillede en rolle på de arktiske ekspeditioner.

- I Danmark taler vi meget om Knud Rasmussen, som er blevet berømt og hyldet på mange måder.

- Det her er også en hyldest til inuits viden - en viden, som den slags ekspeditioner aldrig ville have overlevet uden, siger Nina Kareis.

Hvem var Arnarulunnguaq?

  • Levede fra 1896 til 1933. Født og død i Qaanaaq.
  • Deltog sammen med sin fætter Qâvigarssuaq Miteq på 5. Thuleekspedition, der varede fra 1921 til 1924. Ekspeditionsleder var Knud Rasmussen.
  • På ekspeditionen havde Arnarulunnguaq ansvaret for madlavning og vedligeholdelse af skindtøj, som var nødvendigt for ekspeditionens overlevelse.
  • 5. Thuleekspedition strakte sig over 18.000 kilometer fra Grønland til Canada, Alaska og Sibirien.
  • Det er en af historiens mest betydningsfulde ekspeditioner for vores viden om inuitkultur. Ekspeditionen viste blandt andet, at inuit er ét folk på tværs af Grønland, Canada, Alaska og Sibirien.

Kilde: Lex.dk

Forestillingen begynder i Grønland i et snelandskab skabt af fåreuld og ender i New York, hvor Arnarulunnguaq, Qâvigarssuaq Miteq og Knud Rasmussen blev hyldet.

- Historien handler i høj grad om naturen og om de kræfter, der findes i den. Dem repræsenterer vi blandt andet gennem ånder, og det egner dukketeatret sig virkelig godt til. Samtidig er dukketeater en meget visuel kunstform, siger Nina Kareis.

Langt større opmærksomhed

I de senere år er Arnarulunnguaq blevet langt mere synlig på kulturscenen.

I 2024, da det var 100 år siden, at 5. Thuleekspedition sluttede, annoncerede Nationalbanken, at Arnarulunnguaq kommer til at pryde nye pengesedler i Grønland og Danmark.

Derudover udkom en ny bog om Arnarulunnguaq skrevet af arkæologen Pauline Knudsen, og i Nuuk blev en ny mindesten skabt af kunstneren Aka Høegh afsløret.

Et foto af Arnarulunnguaq hos Arktisk Institut. Foto © : Arktisk Institut

I februar i år spillede Nûkaka Coster-Waldau rollen som Arnarulunnguaq i forestillingen “Den sidste slæderejse - uden dig var jeg ingen” på Bellevue Teatret i Danmark.

Ifølge Ivalo Olsvig, der arbejder som konsulent med fokus på Grønland og Arktis, er opmærksomheden på Arnarulunnguaq vokset markant de seneste år.

- Hun passer meget godt ind i den bølge, vi ser lige nu, hvor der er større fokus på både kvindehistorie og grønlandsk inuit-historie, siger hun.

Kan spejle sig i Arnarulunnguaq

Ivalo Olsvig har i ni år arbejdet med fortællingen om Arnarulunnguaq og med de kilder og fortællinger, der knytter sig til hende. Hun er også konsulent på dukkeforestillingen.

Ud over Arnarulunnguaqs store indsats på slæderejsen ved man i virkeligheden meget lidt om hendes liv både før og efter ekspeditionen.

- Det gør, at mange kan spejle sig i hende. Den mystik, der omgiver hende, giver plads til, at hun kan repræsentere mange forskellige slags kvinder. Det tror jeg taler til mange mennesker - både i Grønland, Danmark og resten af verden, siger hun.

Ivalo Olsvig. Foto © : Minka A. Heilmann

Mens Knud Rasmussen og vestlige polarforskere længe har været kendt internationalt, er der langt mindre viden om de inuitiske deltagere på ekspeditionerne.

Skuespiller Kristian Mølgaard fortæller, at han aldrig lærte om sine landsmænds bedrifter, da han voksede op.

- Det er spændende, at historien kommer frem netop nu, hvor Grønland er i internationalt fokus, siger han og tilføjer, at han håber, forestillingen kan bidrage til større forståelse for grønlandsk kultur.

Ivalo Olsvig glæder sig også over den voksende interesse for Arnarulunnguaq. Samtidig håber hun, at der fremover kommer mere fokus på de øvrige inuitiske deltagere på ekspeditionen.

I alt deltog en række inuitiske deltagere fra både Vestgrønland og Thuleområdet i 5. Thuleekspedition, men deltagergruppen ændrede sig undervejs.

- Man får ikke hele historien med, hvis man kun fortæller om enkelte personer. Historien bliver mere retvisende, når flere perspektiver - især det grønlandske inuitiske - kommer frem, siger hun.