Ny chef i Arktisk Kommando: Til alles fordel, til alles bedste

Det er nu en måned siden, at Martin la Cour-Andersen overtog roret i Arktisk Kommando. Det har været en stor oplevelse, siger han.
I juni blev Martin la Cour-Andersen indsat som ny chef i Arktisk Kommando. Han har sin daglige gang i forsvarets lokaler i Nuuk.
10. juli 2021 14:24

London, Bruxelles, Madrid og Washington.

Martin la Cour-Andersen, der startede sin karriere i Søværnet i Danmark, har været vidt omkring indenfor Forsvaret.

Men nu har han sat en ny kurs. Denne gang peger pilen i kompasset mod nord og Grønland, hvor han er blevet ny chef for det danske forsvar i Arktisk Kommando.

Det er nu en måned siden, at Martin la Cour-Andersen overtog roret. Og det har været en stor oplevelse, fortæller han.

Hvad laver Arktisk Kommando?

* I Grønland arbejder Forsvaret blandt andet med overvågning og suverænitetshåndhævelse. Det gælder både på land, i vandet og i luften.

* Derudover støtter Arktisk Kommando også civilsamfundet ved eftersøgninger og redningsaktioner.

* Ellers arbejder Forsvaret også med at bekæmpe miljøforurening, arbejder med fiskeriinspektioner og er sommetider med til forskningsekspeditioner.

Kilde: Arktisk Kommando

- Jeg kom fra USA med en international baggrund. Grønland, Færøerne og alle de opgaver og udfordringer, der helt automatisk ligger i det, var også kendt for mig før, siger han.

- Men det er noget andet at sætte sig i spidsen for det og være Forsvarets øverste repræsentant i Grønland og Færøerne og få udfordringerne helt ind på livet.

Ny chef i forsvaret, nyt naalakkersuisut og ny linje

Få måneder inden, at Martin la Cour-Andersen, flyttede til Grønland, flyttede også en ny politisk ledelse ind i Naalakkersuisuts kontorer. 

Et af de steder, hvor den nye koalition bestående af IA og Naleraq, har gjort sig bemærket, er på det udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske område. 

I koalitionsaftalen skriver de to partier, at de vil arbejde for en demilitarisering af Grønland. Hvad det helt konkret indebærer, er endnu ikke blevet specificeret. 

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen efter Broberg-ballade: Helt naturligt at diskutere forsvarspakken igen

Du er jo ansat af det danske forsvar i Grønland, som jo har tætte bånd til Danmark, men som er et andet land. Hvad tænker du om den balance?

- Det er et andet land. Det er helt korrekt, siger Martin la Cour-Andersen og tilføjer:

- Men jeg ser det som nogle fælles opgaver, vi har i rigsfællesskabet. Mange af vores opgaver løser vi ikke alene. Det sker i samarbejde med grønlandske myndigheder som politiet og Selvstyret.

- Det er et samarbejde til alles fordel og til alles bedste. Så på den måde tænker jeg ikke på mig selv som dansk forsvar i Grønland. Jeg tænker mig selv som dansk forsvar som en del af rigsfællesskabet. 
 

Martin la Cour-Andersen fik posten som chef for Arktisk Kommando overdraget 10. juni i år. Foto: Arktisk Kommando

 

Nej til værnepligtsprøver og forsvarsuddannelse

Kort tid efter at Pele Broberg (N) satte sig i stolen som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, satte han også planerne om en ny forsvarsuddannelse i Kangerlussuaq stolen for døren. I hvert fald for en stund.

Broberg og hans kolleger i koalitionen vil nemlig hellere have en beredskabsuddannelse, end den forsvarsuddannelse, som det tidligere Naalakkersuisut havde sagt ja til.

Derudover har Naalakkersuisut også anmodet om, at den frivillige værnepligtsafprøvning bliver sat på pause i år. Normalt kommer Forsvaret ellers til Grønland for at give unge mulighed for at aflægge prøve til Forsvaret. Men ikke i år.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut sætter stopper for værnepligtsprøver

Sagerne har fyldt både i grønlandske og danske medier på det seneste, men Martin la Cour-Andersen oplever udelukkende et godt samarbejde mellem Grønland og Arktisk Kommando.

Det nye Naalakkersuisut har en anden linje end det tidligere og i deres koalitionsaftale står der blandt andet, at man gerne vil demilitarisere Grønland. Hvordan oplever du samarbejdet med det grønlandske selvstyre?

- Det, jeg har oplevet her i den første månedstid, har været et fortræffeligt samarbejde. Jeg har ikke kunne mærke nogen forskel i samarbejde, opgaveløsning eller noget som helst, siger Martin la Cour-Andersen.