Ny bog om polarhistoriens hippie

Peter Freuchen trækkes ud af Knud Rasmussens skygge i ny bog.
Skrevet af mlk
22. november 2010 04:21

En anmeldelse i Politiken i dag hylder bogen, Freuchen – Den Store Peter, der er skrevet af Kurt L. Frederiksen. Titlen henviser til Freuchens grønlandske navn Petersuaq.

I bogen kan man blandt andet læse den (måske) sande forklaring på, hvorfor Peter Freuchen havde træben. De fleste tror, at Freuchen selv savede benet af i en iglo. Men ifølge bogen blev han sneet inde under en storm, og næste morgen måtte han grave sig fri med en mejsel formet af sin egen lort. Forfrysninger i tæerne efter denne episode endte med at koste ham foden.

Og historien om, hvordan han sammen med Knud Rasmussen begav sig over Indlandsisen for at undsætte nogle danskere, der var blevet væk på østkysten. Deres proviant bestod af kandissukker, 7 kilo havregryn og buddingpulver, som de kaldte koncentreret føde.

Freuchen blev i øvrigt sneblind og skudt med en harpun i den ene balde undervejs.

Kurt L. Frederiksen følger Peter Freuchen fra Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition over hans livslange venskab med Knud Rasmussen og livet i Thule til hans tilværelse på øen Eneøje i Danmark og filmkarrieren i Hollywood.

Bogen roses især for at tegne et selvstændigt portræt at Peter Freuchen, der trækker ham frem fra Knud Rasmussens skygge.

- Kurt L. Frederiksens fine lille biografi udfylder et tomrum, der har varet alt for længe, og dokumenterer smukt betydningen af Freuchens store indsats, skriver Politiken.

Freuchen - Den Store Peter er udkommet på Forlaget Sohn.