Ny børnebog: Når far sidder i anstalten

Mor eller far ryger i fængsel og tilbage står børnene, med skam, afsavn og uden redskaber til at tale om det. Det mener i hvertfald psykolog Amalia Lynge Pedersen, som derfor har skrevet en bog, som skal hjæpe familierne.
Skrevet af Sandra Meinecke
13. november 2014 13:42

Sofus savner sin far, for den ni årige drengs far sidder nemlig i anstalt.
Det problem er den fiktive dreng i Amalia Lynge Pedersens bog ikke alene om.

En lang række børn og familier i Grønland står nemlig i den situation, at mor eller far sidder i fængsel. 

Et tabubelagt emne, som psykolog og forfatter Amalia Lynge Pedersen har sat sig for bryde. 

- Min oplevelse er, at det generelt er svært at tale om tabubelagte emner. Men der er også en masse skyld og skamfølelser hos både børnene og deres forældrer. På sigt kan det hjælpe med at bryde den sociale arv at tale åbent om det, siger Amalia Lynge Pedersen.

Der findes ikke opdaterede tal over, hvor mange børn der må undvære mor eller far, fordi de sidder i anstalt. 

Men i sin praksis som psykolog og under researchen til sin bog har Amalia Lynge Pedersen mødt mange børn og familier, som har svært ved at håndtere, at den ene forældre er i anstalt.

Hun appellerer derfor med sin nye bog til de voksne om at åbent om problemet. 

- Mit håb er jo selvfølgelig, at pædagoger, folkeskolelærere og andre der har med børn at gøre vil tale om det, siger Amalia Lynge Pedersen.

Bogen "Når far sidder i anstalten" er udgivet for Departementet for Familie og Justitsvæsen, og markeres ved en reception på Anstalten for domsfældte i Nuuk på mandag.