Ny amerikansk ambassadør på plads i Danmark

Alan Leventhal skal fra 1. juli repræsentere USA som ny ambassadør i Kongeriget Danmark.
Det er den snart 70-årige forretningsmand, Alan Leventhal, som fra 1. juli skal repræsentere USA i Kongeriget Danmark. Foto © : U.S. Department of State
01. juli 2022 13:37

Danmark har i dag modtaget en ny, amerikansk ambassadør.

Det er den snart 70-årige forretningsmand, Alan Leventhal, som fra 1. juli skal repræsentere USA i Kongeriget Danmark.

Alan Leventhal har i dag besøgt Dronning Margrethe og kommer som en af sine første officielle opgaver til at deltage i fejringen af USA's nationaldag 3. og 4. juli i Aalborg og Rebild i Danmark.

Det oplyser Den Amerikanske Ambassade i København.

LÆS OGSÅ USA sender forretningsmand til Danmark som ambassadør

Den nye ambassadør har en fortid inden for en stribe af amerikanske bestyrelser og kommer senest fra en direktørpost i selskabet Beacon Capital Partners, som er et privat ejendomsinvesteringsselskab i den amerikanske storby Boston.

Alan Leventhal har desuden tidligere været involveret i universitetsledelse og kræftforskning.

Han flytter til Danmark med sin hustru Sherry Leventhal, som han har seks børn med.

Om sin udnævnelse siger Leventhal:

- Som ambassadør vil jeg arbejde for at styrke vores fælles politiske og sikkerhedsmæssige interesser, for at uddybe vores økonomiske bånd og for at udvide vores akademiske og forskningsmæssige samarbejde. Sherry og jeg er utrolig glade og beærede over at være her i Danmark, og vi ser frem til at lære Kongerigets enestående mennesker og kultur at kende.

Han overtager posten som amerikansk ambassadør i Danmark efter Carla Sands, som var på posten under præsident Trump.