Ny aftale på vej: Ansatte i Air Greenland kan igen få tilbageholdt deres løn

I marts gik ansatte i Air Greenland med til, at en del af deres løn blev tilbageholdt på grund af coronakrisen. En lignende aftale er på vej.
I marts gik medarbejdere i Air Greenland med til at få tilbageholdt en del af deres løn. En lignende aftale ventes at falde på plads i dag. Arkivfoto. Foto © : Camilla Dam/KNR
20. april 2020 13:10

Tillidsmændene og ledelsen i Air Greenland er blevet enige om, at ansatte skal udskyde en vis procentdel af deres løn og pension i april.

Flyveforbud:

18. marts blev der udstedt flyveforbud i hele landet. 

I første omgang var det meningen, at flyene skulle på vingerne igen 8. april.

Senere er flyveforbuddet blevet forlænget. Flyene letter nu tidligst 30. april.

Det skriver Sermitsiaq.ag.

- Det glæder mig ufatteligt meget, at medarbejderne er parat til at bakke op om vor virksomhed, siger administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen til Sermitsiaq.AG.

- Der udestår endnu nogle detaljer i aftalen, men min forventning er, at aftalen vil falde på plads i løbet af indeværende uge, siger han.

Air Greenland oplyser til KNR, at aftalen ventes at falde endeligt på plads senere i dag.

LÆS OGSÅ Mister mange millioner: Flyveforbud i hele april gør ondt på Air Greenland

Passagerflyene både internt i landet og til og fra Danmark har i flere uger stået på jorden. Og coronakrisen har allerede haft store omkostninger for luftfartsselskabet.

Præcist hvor meget har selskabet ikke ønsket at oplyse, men Jacob Nitter Sørensen har tidligere sagt til KNR: 

- Vi mister stort set hele vores april-omsætning. Det er et tocifret millionbeløb. Det er selvfølgelig noget, der gør rigtig, rigtig ondt på en virksomhed som vores. 

I marts gik de ansatte med til at få tilbageholdt en del af deres løn som følge af situationen. Air Greenland oplyser, at den nye aftale bygger på de samme principper.

Aftalen er bygget op som en trappemodel, hvor dem, der tjener mest, får tilbageholdt 50 procent af deres løn. Derefter trappes der ned med 10 procent.

De ansatte, der tjener 34.000 kroner om måneden eller under, får ikke tilbageholdt løn. Aftalen gælder i en måned, og den udskudte løn skal senest udbetales til august.