Ny aftale forbedrer flysikkerheden

Der nærmest vrimler med danske ministre i Grønland i denne måned. Tidligere var undervisningsminister Christine Antorini og klimaminister Martin Lidegaard på besøg og sidst på måneden kommer også statsminister Helle Thorning til Grønland. I øjeblikket er der ministerielt besøg fra transportminister Henrik Dam Kristensen, der er i Grønland for at kigge nærmere på flysikkerheden.
Skrevet af Peter Troelsen
20. august 2012 05:06

Henrik Dam Kristensen har været rundt i Grønland for at tale med de mennesker, der til dagligt er beskæftiget med flyvning. Blandt andet har han kigget nærmere på SAR-beredskabet, og han har underskrevet en ny samarbejdsaftale omkring flysikkerheden.

-Flysikkerheden ligger alle på sinde, og den har vi søgt at optimere med den nye aftale. Det er sådan, at Transportstyrelsen i Danmark har myndigheden omkring flysikkerheden i Grønland. Vi har længe haft et godt gensidigt samarbejde mellem Grønland og Danmark, og det har vi nu udmøntet i en samarbejdsaftale omkring flysikkerheden, siger Henrik Dam Kristensen, da han lørdag ankom til Nuuk efter en noget turbulent flyvetur fra Ilulissat.

I Grønland er der to måder at komme fra by til by. Enten flyver man, eller også tager man med skib. Derfor er sikkerheden på begge områder noget, man skal kære sig meget om. Grønland er et af de lande i verden, hvor der er mest specielle forhold omkring transporten.

-Vi har lavet en aftale, som sikrer både passagererne og Grønland som samfund, at flysikkerheden også i fremtiden vil være i top. Både min grønlandske kollega og jeg er rigtigt godt tilfreds med den aftale, vi netop har skrevet under, fortæller Henrik Dam Kristensen.