Nuuk Posse mindes afdød gruppemedlem ved jubilæumskoncert i aften

I sidste måned bød Nuuk på genhør med den legendariske sanger Ulf Fleischer - i sidste uge var det Juaaka Lyberth og Kashtin der vakte musikalske minder i Katuaq - og i aften er der hiphop-træf for alle pengene - igen i Katuaq.
Foto © : Nuuk Posse/Facebook
Skrevet af Karsten Sommer
07. november 2014 10:12

Det er i år 30 år siden at Hip Hoppen kom til Grønland. Og gruppen Nuuk Posse debuterede i 1991 med grønlandsk hip hop, der vakte sensation her i landet, og opsigt i Europa - hvor de spillede koncerter blandt andet i Tyskland og Barcelona. Ja, selv i Japan var gruppens CD populær i hiphop-miljøet.

Nuuk Posse inspirerede masser af unge til at kaste sig over hip-hoppen - og skrive tekster der rystede de voksne og fik de unge til at juble.

 

30 års jubilæumskoncert

I aften markeres 30-års jubilæet med en fælleskoncert med mange af de grupper som siden har ført faklen videre fra Nuuk Posse.

Det gælder for eksempel Prussic, Ujuuki, JoSPal-G, Don Maliko og så selvfølgelig The Godfather of Greenlandic hiphop - Nuuk Posse.

De stiller op i den originale besætning med John Olsen, Peter Motzfeldt, Thomas Hansen, Andreas Højgaard og Lars Sørensen, der forenes og giver koncert til minde om den eneste Nuuk Posser, der mangler, nemlig det afdøde medlem Henrik Aqqaluk Broberg.

Dørene åbnes kl. 20.00, og så rappes der ellers derudaf til klokken 1.30 i nat.