AWG2016 Nuuk Kunstmuseum klar med stor udstilling under AWG

I forbindelse med AWG2016 der løber af stablen i næste uge, slår Nuuk Kunstmuseum dørene op for udstillingen Cultural Carriers.
Foto © : Nuuk Kunstmuseum
Skrevet af Simon Uldum -
02. marts 2016 06:14

Udstillingen, der emnemæssigt har sine rødder i AWG-deltagernes hjemkontinenter, er sammensat af kulturbærende genstande, der på forskellig vis repræsenterer den enkelte kultur og fortæller om iboende kulturelle betydninger. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

Alle disse genstande blander sig med Gitz-Johansens (1897-1977) mytiske figurer, som leger med streger, myter og fantasi. Både hjælpeånder og forfædre vækkes til live med Qalipaasorsuaq – Gitz-Johansens illustrationer til bogen “Figurer I Grønlands Mytologi”. De originale tegninger er kommet til Nuuk i forbindelse med AWG og venligst udlånt af Upernavik Museum.

Legen fortsætter op til nutiden med Ivínguak` Stork Høeghs (f. 1982) digitale fotocollager, hvor en traditionel inuitkultur møder en moderne global verden. Ofte inkorporerer Ivínguak` Stork Høegh politiske kommentarer og undertoner og knytter an til rap- og streetkulturen i Grønland. I udstillingen reflekterer kunstneren over mit hjem – mit samfund.

Udstillingen åbner lørdag den 5. marts kl. 20.00.