Nuuk International Film Festival skudt i gang

Det store lærred kommer til at gløde i Nuuk de næste fire dage.
Foto © : Fra Filmen Anori
19. september 2018 13:21

I dag begynder Nuuk International Film Festival arrangeret af filmbrancheforeningen FILM.GL og kulturhuset Katuaq.

- Når Nuuk International Film Festival i dag åbner op for sin anden udgave, er det samtidig en fejring af filmkunsten i Grønland. Og det er værd at bemærke, at det er en kunstart, som nærmest ikke eksisterede her i landet for bare et årti siden, siger forkvinde for FILM.GL, Pipaluk K. Jørgensen forud for festivalens begyndelse.

LÆS OGSÅ Program til filmfestival afsløret

Festivalen begynder med en festtale fra den nyudnævnte bestyrelsesformand for Arctic Indigenous Film Fund, Kuupik V. Kleist.

Derefter fortsætter programmet frem til lørdag med spillefilm, dokumentarer og kortfilm, der i år især har rod i det arktiske område, Sibirien, Nunavut, Sameland og Grønland.
Udover udfoldelserne på lærredet indeholder programmet også flere debatter om blandt andet fremtiden for arktisk film.

LÆS OGSÅ Grønland sætter sig i spidsen for ny arktisk filmfond

Festivalen afsluttes med en verdenspræmiere på det grønlandske drama 'Anori' med Nukaka Coster-Waldau i hovedrollen og uddeling af den grønlandske filmpris Innersuaq.