Nuuk International Film Festival: Fire grønlandske film har verdenspremiere

I næste uge åbner dokumentaren Twice Colonized syvende udgave af film festival i Nuuk.
"Twice Colonized" er instrueret af danske Lin Alluna og fortæller historien om den grønlandske menneskerettighedsaktivist Aaju Peter, som har dedikeret sit liv til kampen for inuit i hele Arktis. Foto © : Angela Gzowski Photography / Ánorâk Film
04. september 2023 13:02

Nu er det igen snart tid til Nuuk International Film Festival, hvor nuumiutter kan komme ind og se alt fra børnefilm til horror, panelsamtaler og åbningsfilmen Twice Colonized.

Det er syvende udgave af festivalen, som netop har offentliggjort programmet. Den løber fra 13. september til 16. september og filmene vises i Katuaq, Filmiliortarfik og Arctic Hub.

- I år har vi grønlandske visninger hver dag. Det er en milepæl at nå på festivalen. NIFF skaber en platform, hvor grønlandske filmskabere viser deres film internationalt.

- Vi er meget stolte af at være en anerkendt festival, der støtter de nationale filmskabere, for at sætte fokus på den grønlandske industri, siger direktør for festivalen, Aviaq Brandt i en pressemeddelelse.

I år har intet mindre end fire grønlandske film verdenspremiere på festivalen. Det er Inoorusuppunga af Mads Petersen, Out of touch af Alexander Montgomery-Andersen, USULISSUAQ af David Heilmann Ottosen og ILISIITSUP ILLORSUA af Marc Fussing Rosbach.

Vigtig åbningsfilm

Den første film, som vises på dette års film festival i Nuuk, er dokumentaren Twice Colonized.

Den handler om Aaju Peter, som er en advokat og menneskerettighedsaktivist, der kæmper for oprindelige folks rettigheder på globalt plan.

- Alle bør se Twice Colonized, det er en virkelig vigtig film, hvor vi kommer helt tæt på Aaju Peters opgør med kolonisering og også et tragisk kapitel i hendes egen personlige historie, siger instruktør Pipaluk K. Jørgensen.

Hun fortæller, at man kan se filmen både i Katuaq og i Arctic Hub, og at Aaju Peter selv vil være til stede og svare på spørgsmål om filmen.

Twice Colonized er et samarbejde mellem folk fra Danmark, Grønland og Canada.

Læs mere på Katuaqs hjemmeside for at se det fulde program for festivalen og købe billetter til de film, som ikke er gratis.