50 år: Nuuk fejrer Kronprinsens fødselsdag med familieløb

Nuuk skal binde løbeskoene og flytte fusserne for at fejre Kronprinsens 50 års fødselsdag.
Foto © : Maja Motzfeldt-Skovgaard
08. maj 2018 11:16

Kommuneqarfik Sermersooq inviterer til familieløb 2. pinsedag, mandag den 21. maj for at fejre, at Kronprins Frederik fylder rundt.

Kronprinsen selv skal også løbe på dagen. I Danmark er der arrangeret løb i de fem største byer og Kronprinsen skal løbe med i dem alle sammen på samme dag.

I Nuuk vil kronprinsen ikke deltage. Til gengæld er det et løb, der er egnet for både børn og voksne, skriver Kommunqarfik Sermersooq.

Ruten er 3,5 kilometer og begynder og slutter på parkeringspladsen foran Rådhuset i Nuuk.

Der vil også være musik og underholdning, og der vil være mulighed for at skrive en fødselsdagshilsen til Kronprinsen eller guffe kaffe, frugt og kage.