Nuuk-familie i hjemmekarantæne: Vi ville gerne have været undersøgt for coronavirus
- Vi har det fint, vi har ingen symptomer. Men vi trænger til at komme ud og være sammen med familie, venner og kolleger og til at nyde den friske luft.
Det siger Ungaaq Abelsen, der var på skiferie i Norditalien i slutningen af sidste måned. De var på et skisted, der hedder Passo Tonaleme, som ligger i en naboregion til et af de steder, hvor der ifølge myndighederne er smittespredning.
De valgte selv at gå i karantæne, da de kom hjem i mandags, selv om de ikke oplevede nogen tegn på sygdom. Deres fireårige barn er også hjemme fra børnehaven og den syvårige er hjemme fra skolen. Og Ungaaq Abelsen og hans hustru går altså heller ikke på arbejde.
- Egentlig fik vi at vide, at vi kunne tage på arbejde, i skole og i børnehave, da vi kom hjem, når vi ikke havde symptomer. Men vi var ikke helt trygge. Børn er ikke verdensmestre i hygiejne, så vi valgte at lade dem blive hjemme for en sikkerheds skyld, selv om vi alle har det fint og er uden symptomer, siger Ungaaq Abelsen.
Alligevel ville de gerne have været testet for coronavirus.
- Jeg har personligt savnet lidt konkret fra det offentlige system om, hvad vi skulle og ikke skulle gøre, nu hvor vi har været i Italien, siger Ungaaq Abelsen.
LÆS OGSÅ Hjemmekarantæne: Nuuk-familie i isolation efter besøg i corona-region
Hans familie er ikke den eneste i Grønland, som lige nu er i hjemmekarantæne. I går skrev knr.gl om en ansat i børnehaven Timmiaaqqat i Nuuk, der også er i 14 dages hjemmekarantæne efter en rejse til Norditalien.
- borgere at blive hjemme indtil 14. dag efter, de er udrejst fra et af de særlige risikoområder.
- at personer undgår at besøge sygehuse, alderdomshjem eller andre steder med særligt udsatte, hvis man er kommet hjem fra særlige risikoområder.
De særlige risikoområder er:
- Regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto i Italien
- Hele Iran
- Kina (undtagen Hong Kong, Macau og Taiwan)
- Provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu i Sydkorea
Kilde: Epidemikommissionen i Grønland, Sundhedsstyrelsen i Danmark
Men det er helt efter reglerne, at familien ikke er blevet testet for coronavirus. Det bliver man nemlig ikke, når man ikke har symptomer ifølge landslægen Henrik Hansen.
Han ønsker ikke at svare direkte på familien Abelsens bekymring, men generelt påpeger han:
- Hvis man har mistanke om, at man er smittet eller man har symptomer på at være smittet skal man henvende sig til sundhedsvæsenet. Er man i tvivl om, hvem man skal ringe til, skal man gå ind på Landslægeembedets hjemmeside og finde telefonnummer til den nærmeste lægeklinik.
- Hjemmesiden nun.gl har fået flere informationer.
- Epidemikommissionen anbefaler at borgere, der siden 2. marts er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder, om at blive hjemme indtil 14. dag efter, de er udrejst fra et af de særlige risikoområder.
- Man bliver kun undersøgt, hvis man har symptomer. Det kan være hoste, feber og vejrtrækningsproblemer.
- Hvis man har symptomer, skal man ikke sætte sig ind i et venteværelse på et sundhedscenter.
- - Man skal kun ringe. De syge skal ikke bare komme, for så kan de smitte de andre på sundhedscenteret. Derfor skal man melde sin ankomst, hvis man er bekymret for at være smittet, så konsultationen kan planlægges uden at andre bliver smittet, siger landslæge Henrik Hansen.