Nuuk bliver isoleret i en uge
Bor du i Nuuk, må du frem til 22. juni ikke rejse ud af hovedstaden. Epidemikommissionen har besluttet, at al udrejse fra byen til andre beboede områder i Grønland er forbudt.
På tirsdagens pressemøde kunne hverken Naalakkersuisut eller landslægen sige, hvor længe isoleringen af Nuuk skulle vare, men nu er der altså kommet en dato på.
Faktaboks:
Påbud fra Epidemikommissionen om afspærring af Nuuk (inklusiv Nuussuaq og Qinngorput) som følge af mulig Covid-19 smittespredning:
- I medfør af § 7, stk. 1, i landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020, fastsættes af Epidemikommissionen:
- Udrejse fra Nuuk (inklusiv Nuussuaq og Qinngorput) til andre beboede områder i Grønland forbydes indtil til og med den 22. juni 2021.
- Politimesteren i Grønland bemyndiges til at dispensere fra påbuddet for så vidt angår samfundskritiske opgaver i relation til Grønlands Politi.
- Chefen for Arktisk Kommando bemyndiges til at dispensere fra påbuddet i relation til samfundskritiske funktioner i relation til Forsvaret.
- Landslægen bemyndiges til at dispensere fra påbuddet i relation til alle andre samfundskritiske funktioner.
Kilde: Epidemikommissionen, den 15. juni 2021
Ligesom tidligere betyder udrejsepåbuddet, at selv om byens borgere er begrænset til at være i Nuuk, kan de stadig tage på sejlture og vandre i fjeldene. Efter turen i naturen skal du dog vende tilbage til Nuuk uden af have været i kontakt med et andet beboet område - eksempelvis Kapisillit eller Qeqertarsuatsiaat.
Kommissionen undersøger dog, om det praktisk kan lade sig gøre at tillade udrejse fra Nuuk til Danmark.
Karantænezone ved lufthavn forlænges også
Ud over at al udrejse fra byen forbydes, forlænger Epidemikommissionen også karantænezonen ved lufthavnsbyggeriet, fordi myndighederne vurderer, at der stadig er Covid-19 i området.
Karantænezonen betyder, at hele byggepladsen er isoleret. Dem, der arbejder ved lufthavnsbyggeriet, får bragt de nødvendige varer ind i lejren. Det er et krav, at de personer, der leverer varerne, bærer mundbind eller visir og holder minumum to meters afstand til andre.
Samtidig kan dem, der befinder sig inde for karantænezonen, stadig få hjælp og blive testet for corona.
Smittet til kaffemik og konfirmation
Da det i går morgen blev bekræftet, at der er fem nye smittede i hovedstaden, blev der endnu en gang stoppet for alle flyafgange og sejlads ud af Nuuk. Det skete, fordi der endnu en gang er smittespredning i byen.
Faktaboks:
Påbud fra Epidemikommissionen om forlængelse af påbud og forbud I medfør af § 7, stk. 1, i landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020, fastsættes af Epidemikommissionen:
- Epidemikommissionens påbud og forbud af 3. juni 2021, som suppleret af Epidemikommissionens påbud af 7. juni 2021, forlænges foreløbigt til og med den 2. juli 2021.06.16
Kilde: Epidemikommissionen, den 15. juni 2021
Tre af de fem smittede arbejder ikke i Munck Gruppen. De er kontakter til medarbejderne og er altså blevet smittet udenfor den camp, som Muncks medarbejdere bor i ved lufthavnsbyggeriet. De tre kontakter er blevet smittet, da de var til kaffemik og konfirmationsmiddag. Derfor er alle de op til 200 personer, som var med til arrangementerne i lørdags, blevet tilbudt at lade sig teste fra klokken 12.30 i går.
Alligevel vurderer landslægen, at situationen er under kontrol.
- Vi ved, hvor kontakterne er. Og vi ved, at de er omfattende og på op til 200 mennesker. Men vi ved, hvem de er, og at de smittede kun kan have smittet i meget kort tid. Det gør, at vi er sikre på, at vi kan håndtere det, sagde han i går.
Også én person i Ilulissat er smittet.
I alt har 49 haft covid-19 i Grønland. Ni er lige nu smittede. Én af dem er på intensiv afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, men vedkommende ligger ikke i respirator.
De øvrige bliver behandlet derhjemme.
Passagen i artiklen omkring smittespredning er efterfølgende præciseret.