Nunavik-bygd i sorg efter tre teenagerselvmord

På forsiden af Montrealavisen The Gazette, er der tre flotte farve fotos af smilende Inuit teenagere fra Nunavik-byen Kuujjuaq. Men bag de flotte fotos gemmer sig en tragisk historie.
Foto © : Alec Couros/Flickr Creative Commons
19. februar 2016 06:27

Det er dejlige og smukke unge Inuit som alle ser velbegavede og glade ud, men teksten fortæller en anden historie.

Det er nemlig tre teenagere, som alle har begået selvmord indenfor de sidste otte uger i Kuujjuaq.

De var tre unge Inuit som det ellers gik godt med i skolen og som virkede til at have mange fremtidsmuligheder. Og nu er de væk.

Der er mange problemer i Nunavik, det værste er måske boligsituationen, hvor tre generationer af familier ofte lever stuvet sammen i små, gamle, faldefærdige huse.

Der har været selvmord før, men disse tre har ramt Kuujjuaq særligt hårdt. De blev betragtet som meget lovende teenagere.

Fremtidens ledere

Byens borgmester, Tunu Napartuk, udtaler til The Gazette, at vi Inuit er et stolt og modstandsdygtigt folk og jeg ser med håb på fremtiden. Men vi skal værne om de unges muligheder og vi skal give dem al den støtte de har behov for.

- For det er dem vi ønsker skal blive vore advokater, læger, undervisere og ingeniører i fremtiden. Det er dem der skal være fremtidens ledere, udtaler Tunu Napartuk.

Nunavik har de højeste selvmordstal i verden, 25 gange så mange unge Inuit her begår selvmord, i forhold til andre steder i Canada.