Nu skifter vi til sommertid – igen
I aften overgår det meste af Grønland til sommertid, og det betyder, at uret skal sættes en time frem.
Hver oktober og marts stiller vi på uret for at følge med på sommer- og vintertid. Ja, altså med undtagelse af sidste år.
28. oktober 2023, da Danmark og resten af Europa stillede uret en tilbage, lod vi herhjemme uret stå. Det var for at sørge for, at tidsforskellen til Vesteuropa fra da af kun var tre timer.
Det betyder altså også, at vi nu genoptager processen med at stille på uret, så vi bibeholder den samme tidsforskel.
Derfor skal man klokken 23.00 sætte uret en time frem til klokken 00.00, hvis man bor i Vestgrønland og Tasiilaq-området.
Hvis man bor i Ittoqqortoormiit, skal man lade uret stå, da området skifter tidszone og fremover kommer til at være i samme tidszone som resten af Grønland. Det skriver Formandens Departement i en pressemeddelelse.
Ny tidszone
I november 2022 blev forslaget om at ændre landets tidszone enstemmigt stemt igennem af politikerne i Inatsisartut.
Med den nye tidszone befinder Grønland sig nu midt imellem vestkysten af Europa og østkysten af Nordamerika med tre timer hver vej.
Grønland er inddelt i fire tidszoner. Den almindelige tidszone, som dækker det meste af landet, er den, som sidste år flyttede en time tættere på Danmark.
Ittoqqortoormiit skulle derimod stadig stille på uret i oktober, og flyttede dermed ikke tidszone. Det gør de derimod i aften.
Vejrstationen Danmarkshavn og militærbasen Pituffik Space Base bruger ikke sommer- og vintertid og skal derfor lade uret stå i aften.
Inatsisartut har besluttet af afskaffe sommer og vintertid helt, men først når EU går det.