Nyt finanslovsforslag: Nu med lufthavne

Ifølge KNRs oplysninger præsenterer Naalakkersuisut et revideret finanslovsforslag fredag, hvor lufthavnspakken er med.
Pele Broberg ved præsentationen af det første finanslovsforslag mandag. Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
24. august 2018 14:10

Opdateret kl 14.35: Selvstyret oplyser til KNR, at ændringerne i finansloven vedrørende lufthavnene ikke rykker på selve regnskabet. Finansloven har således stadig samme bundlinje med et overskud på 19,6 millioner i 2019 og 17,7 millioner kroner i perioden 2019-2022.

Mandag offentliggjorde naalakkersuisoq for finanser, Pele Broberg, sit første finanslovsforslag, og det meste af ugen har Inatsisartuts finans- og skatteudvalg været til budgetseminar med udgangspunkt i netop det forslag.

Men netop som seminaret er overstået, får medlemmerne ifølge KNRs oplysninger et nyt finanslovsforslag stukket i hånden.

I dette nye forslag, der omdeles til inatsisartutmedlemmerne fredag, fremgår lufthavnspakken med nye lufthavne i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat i forslagets tekstanmærkninger.

I det første finanslovsforslag står der, at tekstanmærkningerne om lufthavnsprojektet ikke er med, fordi lovforslaget om anlæg, finansiering og drift af lufthavnene blev fremsat på den ekstraordinære samling i foråret og behandles af Inatsisartut.

LÆS OGSÅ Finanslovsforslag med overskud præsenteret

Politisk usikkerhed om banelængder

De tekstanmærkninger, der refereres til, blev vedtaget af Inatsisartut i forbindelse med behandlingen af finansloven sidste år. De tekstanmærkninger gav Naalakkersuisut mulighed for at gå videre med projektet.

Disse tekstanmærkninger er nu ifølge KNRs oplysninger tilbage i finanslovsforslaget for 2019.

Ved den ekstraordinære samling i foråret skabte koalitionspartiet Partii Naleraq tvivl om længderne på landingsbanerne, hvilket fik Kalaallit Airports til at stoppe udbuddet på lufthavnene, og selskabet stoppede også med at søge finansiering til projekterne på grund af den politiske usikkerhed om hele projektet.

I det allerede fremlagte finanslovsforslag står der, at behandlingen af loven om lufthavnene vil kunne ændre på de økonomiske forudsætninger i forslaget.

LÆS OGSÅ Uenighed om lufthavne kan vælte koalitionen