Nu laver politiet stikprøver af dig og din vaccine

Fra midnat natten til lørdag skal du færdigvaccineret, hvis du vil i byen. Og glemmer du dokumentationen, sker der ikke noget ved det. Til gengæld kan du få en bøde, hvis du ikke har fået to stik i skulderen.
Du skal kunne vise dokumentation for, at du har fået to stik i skulderen, hvis politiet beder dig om det, når du står i baren. Foto © : Hotel Hans Egede
Skrevet af Christine Hyldal
30. juli 2021 21:52

Fra midnat ophæves forsamlingsforbud mod mere end 20 personer i det meste af landet.

De fleste af os kan også smide mundbindet – men i stedet for skal vi være færdigvaccinerede, hvis vi vil på bar, låne en bog på biblioteket, gå til en fodboldkamp og så videre.

LÆS OGSÅ Ingen krav om coronapas i butikker: Her er de nye regler

Du skal kunne vise dokumentation for, at du har fået to stik i skulderen, hvis politiet beder dig om det, imens du sidder ved cafébordet.

Her må 20 mennesker max være samlet, og du skal huske mundbind: 
  • Tasiusaq
  • Upernavik Kujalleq
  • Nutaarmiut
  • Nuussuaq
  • Innaarsuit
  • Naajaat
  • Aappilattoq
  • Kangersuatsiaq
  • Kullorsuaq

    I resten af landet er reglen ophævet fra midnat. 

Spørgsmålet er bare, hvor ofte betjentene vil gøre det? For midt i en sommerferie må det være begrænset, hvor mange ressourcer, der er til det? 

- Jeg er ikke så bekymret, siger politimester Bjørn Tegner Bay i Grønlands Politi til KNR.

Under hele epidemien har vi i politiet haft massiv opbakning fra befolkningen. Og når der nu indføres et vaccinekrav, så formoder jeg, at langt de fleste har deres ting i orden. 

Patruljer vil komme på stikprøvekontroller på caféer, i nattelivet, til fodboldkampe og så videre. Men hvor ofte og hvor mange stikprøver, der skal laves, vil han ikke sige. 

LÆS OGSÅ Coronarestriktioner fortsætter kun i Upernavik og Aasiaat

- Nogen gange vil vi gå ind på for eksempel en café og tjekke hver femte. Andre gang kan vi stille os op udenfor og tjekke alle, der går ind.

Der er ingen tvivl om, at vi vil sætte de ressourcer af, der er nødvendige. Men det er klar, at hvis der en dag er flere voldtægter og en ildebrand, så får vi ikke lavet kontroller den dag, siger Bjørn Bay.

- I starten af næste uge skal der laves en plan for kontrollerne, der skal fortsætte til 10. august indtil videre.

- Hvis 95 procent af alle, vi tjekker, er færdigvaccinerede, så kan det være, at vi drosler ned. Hvis ikke jeg har ret – og 50 procent ikke overholder reglen, så skal der drosles op, siger politimesteren.

Her skal du være færdigvaccineret fra midnat:

  • Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende og deres tilhørende udearealer.
  • Kulturinstitutioner – herunder kulturhuse, biografer, museer og udstillingshaller.
  • Medborgerhuse og lignende.
  • Biblioteker.
  • Indendørs og udendørs idrætsfaciliteter – herunder idrætslokaler og sportshaller, svømmehaller, fitnesscentre og fodboldbaner. 
  • Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.
  • Det er ikke et krav at være færdigvaccineret, når du er i butikker, på posthuset og i lufthavnen, i dagtilbud, på skoler, uddannelsesinstitutioner og plejehjem.

Ejeren af caféen eller bestyreren af et fitnesscenter må gerne selv være kontrollør – men det er ikke et krav. 

Når du har fået dit sidste vaccinestik kan du på sullisivik.gl anmode om, at oplysningen kommer ind i det danske coronapas. 

Coronapasset kan du hente i appstore eller i playbutik. 

Hvis du ikke er helt så digital, kan du anmode om at få vaccineoplysningerne sendt til din e-boks som en pdf. Den kan du printe ud og tage med i lommen. 

Der er også en meget enkel mulighed: Når du er blevet vaccineret, kan du beholde den aflange lap papir, som du har fået stukket i hånden med dit navn på og tidspunkt for vaccine. 

Og kikser det alligevel, så sker der faktisk heller ikke noget, hvis du sidder på en bar og har glemt din dokumentation.

Bare gå i byen uden dokumentation

Hvis ikke du har dokumentationen og er færdigvaccineret – så gå stadig i byen. Hvis vi kontrollerer dig, så vil vi, når vi står sammen med dig, ringe til vores samarbejdspartnere i Sundhedsdepartemetet. De slår dig op i patientjournalen og kan dermed fortælle os, at du er færdigvaccineret, siger Bjørn Tegner Bay.

- Men hvis man ikke er færdigvaccineret – så får man en bøde. Og man bliver bedt om at gå fra stedet.

Størrelsen på bøden kendes ikke endnu. Vi skal lige se de første par sager, før vi kan sige, i hvilken størrelsesorden, det bliver. Men det bliver nok nogenlunde det samme niveau som dem, der ikke overholder deres karantæne – det vil sige nok omkring 3.000 kroner. Men det er ikke lagt fast endnu, siger politimesteren. 

I Aasiaat, Upernavik og i bygderne omkring Upernavik vil det stadig være ulovligt at være mere end 20 mennesker samlet på et sted, og alle skal blive ved med at gå med mundbind på offentlige steder. 

Det sker på grund af fri smittespredning.