Nu kan alle sildepiskere skydes med riffel

Den resterende del af sildepiskerkvoten må nu jages med riffel.
Den resterende kvote på 58 sildepiskere kan skydes med riffel frem for den noget mere bekostelige metode med kanonharpun.
12. november 2015 16:28

På grund af en meget lille fangst af sildepiskere i 2015 har Naalakkersuisut nu fritstillet den resterende kvote. Det betyder, at den resterende kvote på 58 sildepiskere kan skydes med riffel frem for den noget mere bekostelige metode med kanonharpun.

Naalakkersuisoq for fangst, Karl-Kristian Kruse, håber, det vil komme bygderne til gode.

- Fordi der er fanget så få sildepiskere i år, har vi valgt at fritstille kvoten. Jeg håber, det vil gavne dem vest for landet, siger Karl-Kristian Kruse.

Læs også Omfordeling af sildepisker-kvote

Ifølge lovgivningen kan naalakkersuisoq for fangst som udgangspunkt tillade en "mindre" del af sildepiskerne at blive skudt ved riffel, da hvaljagt med riffel tidligere er blevet kritiseret på grund af den længere aflivningstid.

- Der er retningslinjer for riffeljagt på sildepiskerer, og man ved helt præcis, hvordan fangsten skal foretages. Derfor forventer jeg ikke, der vil være problemer med det. Og på den anden side vil jeg give mulighed for at nogle mindre samfund kan forsyne sig med kød, siger Karl-Kristian Kruse.

Læs også Optimisme i grønlandsk/dansk hvalkvote-arbejde

Med fritstillingen af den resterende sildepisker-kvote risikeres det, at 54 procent af kvoten skydes med riffel, hvor den oprindelige kvote sigtede mod, at kun 25 procent nedlægges med riffel under såkaldt fælles fangst.

 - Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor mange der vil blive fanget med riffel eller harpunkanon, det vil vise sig, når denne måned er omme, siger Karl-Kristian Kruse.

Fangerne har nu til 30. november, hvis de skal nå at fange de sidste 58 hvaler. Sidste år lykkedes det ikke at fange hele kvoten for sildepiskere, da der blev overført 14 dyr til kvoten for 2015.