Direktør: Nordjyderne skal kende det moderne Grønland

Formidling om det moderne Grønland skal højt på dagsordenen i Det Grønlandske Hus i Aalborg, siger husets nye direktør, Bo Albrechtsen. Efter 20 år i Grønland oplever han omvæltningen ved at flytte fra Grønland til Danmark.
49-årige Bo Albrechtsen flyttede til Aalborg i sommer med sin kone og tre ud af parrets fem børn.
22. december 2018 11:36

1. september mødte Bo Albrechtsen for første gang ind som ny direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Nordjylland har en lang tradition for at have et tæt forhold til Grønland, for eksempel med Grønlandshavnen, og er den danske landsdel, hvor der bor flest personer med grønlandsk baggrund i forhold til indbyggertallet – helt præcis 2.656 personer i 2017.

Alligevel har Bo Albrechtsen hurtigt bemærket, at kendskabet til Det Grønlandske Hus i Aalborg er begrænset.

- Nu har jeg boet ganske kort tid her i området, men når jeg har præsenteret mig selv eller sagt, at jeg er begyndt at arbejde i Det Grønlandske Hus, spørger folk som regel: ’Ja, hvad er det egentlig for noget?’

Fortællingen om det moderne Grønland

Men det skal der laves om på. Med en uddannelse som eskimolog - og flydende tale på grønlandsk - har Bo Albrechtsen de seneste 20 år arbejdet i Grønland inden for turisme- og kulturområdet, senest som souschef for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk.

LÆS OGSÅ Eskimolog bliver ny direktør i Aalborg

Men Det Grønlandske Hus i Aalborg skal være alt andet end et museum, understreger han.

- Vi prøver ikke at fortælle folk i Danmark, at i Grønland kører alle folk rundt på hundeslæder eller sådan noget. For det er ofte sådan et billede, folk har af Grønland. Vi skal være meget opmærksomme på, at det moderne folk, som grønlændere er i dag, skal vi også kunne repræsentere her og ikke det, der var for 40 år siden, siger han.

Derfor er direktørens vision, at nye arrangementer - både i og uden for huset - skal overraske og nuancere kendskabet til Grønland.

Forstår nyankomne grønlændere i Danmark

Efter mange år inden for museumsverdenen trak ønsket om at kunne hjælpe andre mennesker i Bo Albrechtsen. Det samme gjorde ønsket om at vende tilbage til Danmark. Men det er en omvæltning at komme tilbage til det danske samfund, erkender han.

LÆS OGSÅ Søren Stach Nielsen skal hjem til Grønland

- Det er udfordrende. Absolut. Vel nok specielt fordi mange af de fritidsaktiviteter, jeg har haft, mens jeg har været i Grønland, har været forbundet med naturen. Så jeg skal ligesom til at opfinde mig selv igen, siger Bo Albrechtsen.

Men han kan bruge oplevelsen til at forstå og hjælpe andre, der lige er landet i Danmark fra Grønland, mener han.

- Jeg ser det som en stor fordel. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad alle folk kommer fra. Men jeg ved, hvad det er for et samfund, de er rejst fra og hvilke muligheder, der var der. Og jeg kan også rimelig hurtigt gennemskue, hvorfor mange er flyttet herned, siger han.

LÆS OGSÅ Grønlandske Huse oplever problemer med tolke