Nordatlantens bedste kok bliver fundet i weekenden

En kok fra hver af de Nordatlantiske lande, Grønland, Norge, Færøerne og Island, dyster i weekenden om at blive den bedste af de bedste til kokkekonkurrencen Young Arctic Chef.
I weekenden bliver den dygtigste kok fra Nordatlanten fundet, når der bliver holdt finale i Arctic Young Chef konkurrencen. Foto © : Arctic Young Chef facebookside.
18. oktober 2024 12:52

I morgen skal vinderen af kokkekonkurrencen Young Arctic Chef findes, når konkurrencen finder sted i Islands hovedstad, Reykjavik.

Blandt finalisterne er Lars Abelsen, der skal dyste for at få sejren hevet hjem til Grønland.

Han skal op imod en kok fra Norge, en fra Færøerne og en fra Island, og fælles for de fire kokkene er, at de inden Young Arctic Chef konkurrencen har vundet en regional konkurrence, som har kvalificeret dem til at deltage i konkurrencen i Reykjavik.

Underudnyttede råvarer

De fire finalister skal kreere en tre retters kulinarisk oplevelse, der tager udgangspunkt i det arktiske køkkens rige og bæredygtige råvarer.

De skal altså lave saltfisk, der er tilsmagt med tang fra Færøerne til forret. Lammehjerte og lammehals med bær fra Norge og øl fra Grønland til hovedret, og slutte det hele af med en dessert, der består af rabarber og skyr fra Island.

Temaet for de tre retter og Young Arctic Chef konkurrencen er underudnyttede råvarer og råvarer, der er nemme at få fat i, i den arktiske region, men som ikke er i så høj kurs, skriver Nordisk Atlantsamarbejde i en pressemeddelelse om konkurrencen.