Niviaq Korneliussen præmieres af Statens Kunstfond

Den danske kunstfonds legatudvalg for litteratur har udpeget Niviaq Korneliussens debutroman "Homo Sapienne" som en af de bedste litterære værker fra efteråret 2014.
Niviaq Korneliussen Foto © : KNR
Skrevet af Camilla Dam
11. marts 2015 10:23

Derfor modtager den unge forfatter 75.000 kroner fra fonden.

- ”HOMO sapienne” er anderledes på mange måder, og samtidig tematiserer den det velkendte: ungdom, seksualitet, kultur, identitet. Den er først og fremmest queer.

- Alene titlen er en sproglig genialitet. Romanen er en ungdomsroman for voksne; den er en campus-roman, for den foregår omkring universitetet, den er en byroman, og så markerer den det grønlandske gennembrud i rigsfællesskabets litteratur, selvom den ikke gør meget ud af grønlandskhed på nær i et kapitel, lyder det i Statens Kunstfonds begrundelse.

Læs også Stor opmærksomhed til bogen "Homo Sapienne" både i Grønland og Danmark

Fem forfattere er blevet begunstiget af fonden. De øvrige er musikgruppen Malk de Koijn for dens anarkistiske hiphoptekster, Jakob Martin Strid, Niels Lyngsø og Madame Nielsen.

 

Op mod nordiske forfattere

Niviaq Korneliussens debutroman er tidligere blevet nomineret til Politikens Litteraturpris, som hun dog ikke fik. Hun er ligeledes nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Her skal findes en vinder blandt 14 forfattere. Den prestigefyldte pris på hele 350.000 kroner bliver uddelt den 27. oktober i Reykjavik.

Vil du møde den psykologistuderende forfatter, så har du chancen, hvis du bor i Danmark og er i nærheden af Odense denne onsdag. Sammen med den færøerske forfatter Toroddur Poulsen er hun en del af af Odense Lyrikfestival, og i Nordatlantisk Hus skal de læse op af deres værker og debattere med dem, der møder op kl. 19.30 dansk tid.