Nick Duelund vinder forskerdyst med en personlig fortælling

Nick Duelund vandt formidlingskonkurrencen Paasisavut for sin personlige præsentation af sin forskning om grønlandske børns synsproblemer.
Nick Duelund har endnu ikke færdiggjort sin ph.d. om grønlandske børns synsproblemer, men hans forskningsresultater viser allerede banebrydende resultater. Foto © : KNR
Skrevet af Teitur Larsen
02. marts 2023 14:26

Nick Duelund vinder formidlingskonkurrencen for forskere Paasisavut med sin forskning i synsproblemer hos grønlandske børn.

Konkurrencen er arrangeret af Arcitc Hub og Ilisimatusarfik, og i går var første gang, at Paasisavut løb af stablen. Det gjorde det i Katuaq i Nuuk.

Nick Duelund var én ud af fem forsker-finalister. De fik i alt fem minutter til at forklare deres forskning på en fængende og simpel måde, uden at det går ud over det videnskabelige budskab.

Egen erfaring med dårligt syn

I sin præsentation fortalte Nick Duelund om sin egen oplevelse med synsproblemer som barn.

- I dag er to ud af tre grønlandske skolebørn med dårligt syn ligesom jeg. Ingen opdager, at de har dårligt syn, og de ved det ikke selv. Det kan faktisk være farligt for dem, fordi de kan få permanent dårligt syn resten af deres liv, hvis det ikke opdages i skolealderen, fortalte Nick Duelund i sin præsentation til Paasisavut.

Otte procent af alle grønlandske skolebørn har dårligt syn. Det er omkring 65 skolebørn per årgang. Af de 65 skolebørn er 40 af dem ikke opdaget før skolen.

Derfor har Nick Duelund har med sin forskning undersøgt, hvordan alle grønlandske børn kan få deres syn undersøgt inden folkeskolen.

Grønland mangler øjenlæger, og de, der er i landet, er svært optaget med lange ventelister. Nick Duelund rettede derfor sit fokus mod landets optikere og deres kompetencer.

Sammen med en gruppe optikere har han besøgt Uummannaq, Ilulissat, Sisimiut, Nuuk, Qaqortoq og Tasiilaq. Her har han og optikerne undersøgt alle fire-årige børn i byernes børnehaver og lavet en præcis vurdering af børnenes syn.

Ph.d. endnu ikke færdig

Nick Duelunds ph.d. er endnu ikke færdig, men han kan allerede nu se, at optikerne kan finde de børn, der har dårligt syn, så børnene kan hjælpes tidligt.

- Hvis børnenes syn bliver skarpt, så bliver det meget nemmere for dem at lære noget i skolen, sagde Nick Duelund afslutningsvist i sin præsentation.

Nick Duelund vandt for sin evne til at tryllebinde publikum og holde publikum fast i en personlig fortælling.

Det var en målløs Nick Duelund, der tog imod præmien, der udover titlen var på 25.000 kroner.

- Tusind tak, hvor er jeg glad, sagde han.

Du kan streame hele showet her på KNR.gl.