Nu er det ikke længere tilladt at forundersøge, efterforske og udnytte uran i Grønland.

Naalakkersuisuts forbud mod uranudvinding er nemlig blevet vedtaget med 12 for og 9 imod ud af 26 tilstede.

Da Siumut og Atassut i 2013 fik ophævet nultolerancen mod uran med det mindst mulige flertal, har Inuit Ataqatigiit og Naleraq sat stop for uran igen.

Dermed har koalitionen bestående af Inuit Ataqatigiit og Naleraq fået et af deres helt store valgløfter opfyldt.

Naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen (IA), sparkede gang i lovforslaget allerede kort efter valget til Inatsisartut i april. Først var forslaget i offentlig høring, derefter kom det på dagsordenen under Inatsisartuts efterårssamling.

LÆS OGSÅ Uranforbud rykker videre, mens oppositionen prøver at pille det ned

Under efterårssamlingen har forslaget været heftigt debatteret.

Siumut og Demokraatit er meget imod. Atassut står i midten og har foreslået, at der skal være en folkeafstemning om uran, før et forbud træder i kraft. 

To ting i forbuddet mod udvinding af uran bekymrer nemlig oppositionen og Atassut. Det ene er en en ny bagatelgrænse. Det betyder, at Naalakkersuisut vil sætte en smertegrænse for, hvor meget uran, der må udvindes, når der efterforskes efter andet end uran - altså når uran er et biprodukt, der følger med udvindingen. Grænsen er indført, fordi der er radioaktive grundstoffer mange steder i den grønlandske undergrund.

Hvis forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse er rettet mod andet end uran, må det gennemsnitlige indhold af uran ikke være over 100 gram per ton, altså 100 ppm ifølge den nye lov. I landets mest omtalte mineprojekt ved Kuannersuit i Sydgrønland indeholder malmen omkring 300 ppm (milliontedele) uran.

Den bagatelgrænse bekymrer oppositionen.

Det bekymrer også oppositionen, at Naalakkersuisut med loven i hånden nu får mulighed for at lave forbud mod andre radioaktive grundstoffer, som for eksempel thorium.

Dertil kommer, at oppositionspartierne er bekymrede for, at et uranforbud vil skræmme investorer væk fra Grønland.

Den bekymring bakkes op af geolog og råstofrådgiver i Kommune Kujalleq, Ole Christiansen.

- Generelt vil det betyde en nedgang i mineralefterforskning i Grønland, hvor der er gode forekomster af kobber og guld. Det vil betyde, at de selskaber formentlig vil holde sig tilbage på grund af de her regler. Det vil sige, at investeringslysten vil falde på de her forekomster, har han tidligere sagt til KNR.  

Siumut og Atassut kom eller med deres ændringsforslag i udvalget for erhverv og råstoffer, men forslagene blev ikke betragtet af Inuit Ataqatigiit og Naleraq.

Lang historie om uran i Grønland

Otte år efter nultolerancen mod uran blev ophævet, er det altså vedtaget i praksis igen. 

Og det er langt fra første gang, at uran skiller. Her er et overblik over uranens historie i Grønland:

• 1953: Nultolerance mod uran blev indført. Samme år bliver Grønland et amt i Danmark. 
• 1955: Der blev funder uran ved Kuannersuit ved Narsaq. Forskningscenteret Risø laver efterfølgende flere undersøgelser. 
• 1957: Professor Niels Bohr bliver æresborger i Narsaq, fordi det så ud til, at området kunne levere uranmalm til Risø.
• 1979: En 960 meter lang skakt blev etableret gennem Kuannersuit. I alt blev der sendt 4.500 tons uranholdigt malm til Risø, hvor der blev lavet forsøg.
• 2009: Grønland får selvstyre og hjemtager råstofferne. Dermed er det op til landet selv i store træk at bestemme, hvad der skal ske med værdierne i undergrunden. Grønlænderne får via Selvstyreloven selv retten til indtægterne for råstofudvindingen. 
  
  Ilden til lunten på debatten om hvad der skal ske med undergrunden, bliver dog for alvor antændt af Aleqa Hammond, da hun bliver formand for Naalakkersuisut i 2013. 
• 24. oktober 2013: Nultolerancen bliver ophævet med det snævrest mulige flertal i Inatsisartut: 15 stemmer for og 14 imod. For stemmer Siumut og Atassut og imod stemmer Inuit Ataqatigiit, Demokraatit, Partii Inuit og Hans Enoksen.
  
  Det baner vejen for, at Naalakkersuisut begynder at behandle ansøgninger om mineprojekter med uran og andre radioaktive mineraler. 
  
  Men det betyder også, at Grønland bryder med hele rigsfællesskabets nultolerance over for radioaktivt materiale. For nu kan Grønland – i hvert fald i teorien – eksportere uran. Og så stejler Danmark. Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt mener, at Danmark skal have mulighed for at blokere for uransalget, fordi der er tale om et sikkerhedspolitisk spørgsmål.
  
  Siden arbejdede Danmark og Grønland sig frem mod en aftale, der skulle sikre, at det radioaktive stof ikke havner i skumle diktatorers våbenprogrammer eller i hænderne på deciderede terrorister.
   
• 19. januar 2016: Grønland og Danmark indgår en aftale om reglerne for fremtidig kommerciel eksport af den uran, der befinder sig i den grønlandske undergrund.
• 18. december 2020: Mineselskabet Greenland Minerals tager et stort skridt frem mod en egentlig udvindingstilladelse: Selskabet har fået godkendt deres miljøvurdering for udvinding af sjældne jordarter og dermed uran i Kuannersuit til offentlig høring. Den daværende koalition med Siumut, Demokraatit og Nunatta Qitornai sender projektet i offentlig høring.
   
• I februar 2021 bliver der holdt borgermøder i Sydgrønland, hvor modstanden mod mineprojektet er stor. 
  
  Kuannersuit ender simpelthen med at eksplodere mellem hænderne på politikerne i Inatsisartut: Siumuts nye ledelse er i lang tid nølende og uklare i forhold til, om de vil tillade udvinding af uran. Det får koalitionspartneren Demokraatit til at forlade regeringen og smække hårdt med døren. 
  
  På den anden side vejrer Inuit Ataqatigiit morgenluft og kører frem med en hård agenda imod udvinding af uran. Kim Kielsen udskriver valg til Inatsisartut i utide.
   
• 6. april 2021: Inuit Ataqatigiit vinder valget. Kommunalvalg bliver holdt samme dag, og IA marcherer frem i Sydgrønland og Siumutborgmesteren i kommune Kujalleq må forlade borgmesterkontoret til fordel for Stine Egede (IA).