Nederlag i EU - skjult sejr for Grønland

Det lykkedes ikke at få EU-Domstolen til at underkende EU’s importforbud mod sæl. Det står klart efter en dom i torsdags, der slog fast, at det 3 år gamle importforbud er lovligt.
Skrevet af Peter Troelsen
30. april 2013 10:21

Det var en større gruppe af fangere, skindvirksomheder og handlende fra Canada, Grønland og en række andre lande, der havde rejst sagen - heriblandt det grønlandske ICC kontor og KNAPK.

På trods af, at de tabte sagen, kan KNAPKs formand Leif Fontaine sagtens få øje på fordele ved nederlaget.

- I den sidste ende kan det jo være en fordel, fordi inuitundtagelsen jo er vedtaget i EU.

Sagde Leif Fontaine og henviser til den undtagelse, der gør, at grønlandske sælskin godt kan sælges til EU.

Derfor mener Leif Fontaine også, at det er vigtigt at oplyse om fangstmetoderne.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, men vi vil fortsat lave informationskampagne som vi startede op sidste år.

Hvad er det I vil opnå med den kampagne?

- Det er selvfølgelig, at folk i verden får forståelse for, at vores fangst af sæler er bæredygtig, og det er en kulturarv, vi ikke kan undvære i vores dagligdag.

Sidste år afsatte selvstyret 865.000 kroner til en oplysningskampagne i EU, og det er dem Leif Fontaine håber kan være med til at vende stemningen mod sæl og få købelysten frem hos de europæiske købere.

Ifølge EUObserver vil den canadiske regering denne uge rejse sagen i handelsorganisationen WTO, men som tingene ligger nu mener Leif Fontaine ikke umiddelbart, at KNAPK kan gøre mere.

- Fra vores side af, har vi svært ved at se, at vi kan køre videre med sagen. Når en retsinstans afgøre en sag om den er tilfordel for os eller ej, det kan vi jo ikke gøre noget ved, sagde Leif Fontaine.