Nekrolog: Nathan Biilmann er død

Pioneer i KNR’s udvikling og organisering af grønlandsk idræt Nathan Biilmann døde fredag aften 78 år gammel.
Nathan Biilmann, KNR
Nathan Biilmann har været pioner i KNR og idrættens verden Foto © : Maja Biilmann Trolle
Skrevet af Noah Mølgaard
04. oktober 2025 12:24

Det er med stort chok og sorg vi i KNR fik besked lørdag morgen om æret og afholdt medarbejder i KNR Nathan Biilmann er afgået ved døden. Og det samme gælder meget sandsynligt hos Nathan Biilmanns store vennekreds.

Hans store vennekreds vidner om hans store engagement som privatperson, tekniker og frivillig i foreninger og organisationer i idrætten.

Nathan Biilmann er født i Maniitsoq i 1947 og afsluttede sin skolegang i Nuuk på realskolen. Det er også i realskolen i Nuuk han mødte venner for livet, som han mødtes med til det allersidste.

Han var før realskolen i Nuuk blandt de første skoleelever fra Grønland, der blev sendt på skoleophold i Danmark det år de blev konfirmeret og boede hos værtsfamilier. 

Nathan Biilmann startede sin tid som tekniker elev i KNR i 1966.

- Jeg er ikke gået ud af KNR siden jeg gik ind ad døren dengang, sagde Nathan Biilmann med et smil på læben i et radioportræt i 2018.

Han var dog i Danmarksradio i tre år og arbejdede i DR’s afdeling i Aarhus, hvor han høstede stor erfaring i forskellige former for radioproduktion. Han løste også opgaver for KNR ved siden af sine opgaver for DR under sin tid i Aarhus.

Nathan Biilmann var også blandt pionerer, da KNR-TV startede i 1982, hvor han var tekniker ved de allerførste produktioner i grønlandsk tv. Hans øje for unikke øjeblikke igennem kameralinsen har løftet kvaliteten i mange optagelser i stort set hele kysten.

Nathan Biilmann er rolig af natur. Det er en egenskab, der har vist at have stor værdi i hans arbejde som tekniker og senere som chef for teknikere i KNR.

Dygtig sportsmand

Hans rolige overblik selv i pressede situationer har haft stor betydning for udførelsen af hans mange forskellige opgaver. Det har også i sagens natur fået hans kolleger til at føle sig trygge i hans selskab.

Nathan Biilmann var en dygtig idrætsperson. Han dyrkede atletik i Nuuk under sin tid som realskoleelev i Nuuk. Han blev dog mest kendt som dygtig fodboldspiller, hvor han spillede for NÛK i mange år og som han var glødende tilhænger af til det sidste.

Hans taktiske evner begrænsede sig ikke alene til fodboldbanen. Nathan Biilmann var med den første bestyrelse for Grønlands Boldspilunion, der i mange år blev kaldt GBU, da unionen blev stiftet i 1971.

Nathan Biilmanns evner til at lave organisationsarbejde førte senere til at han blev valgt ind i bestyrelsen for Grønlands Idrætsforbund GIF.

- Jeg lægger meget stor vægt på i livet at jeg har venner som jeg kan stole på. Og det har jeg heldigvis. Det er utrolig dejligt at have trofaste venner, sagde Nathan Biilmann i portrætudsendelse i KNR.

Og han sætter allermest pris på af alt sine døtre og børnebørn, som han med største glæde gerne fortæller om.

Nathan Biilmann gik ellers på pension i 2013. Men der ikke lang tid før han atter kom tilbage til KNR’s lokaler. Han har i de sidste flere år arbejdet i KNRs arkiv og ikke mindst som digitaliseringsmedarbejder, hvor han har overført timevis af optagelse til digital form. Han har dermed sikret fremtidig opbevaring af KNR’s mange udsendelser fra dengang udsendelser blev opbevaret som videobånd.

Nathan Biilmann er allerede savnet og der skal lyde en stor tak for hans store indsats for KNR og idrættens organisationer.

Nathan Biilmann efterlader sig tre døtre og børnebørn.

Æret være hans minde.