NASA forbereder sig på Mars-mission i Grønland

Forskere fra NASA og en række geologer har i august besøgt Grønland for at forberede sig på en forestående mars-mission næste år.
De ældgamle bjerge ved Isua nær Nuuk lagde i august klipper til vigtige forberedelser forud for næste års internationale Mars-mission. Foto © : Courtesy NASA/JPL-Caltech
02. oktober 2019 06:30

De ældgamle bjerge ved Isua nær Nuuk lagde i august klipper til vigtige forberedelser forud for næste års internationale Mars-mission, skriver Weekendavisen.

Forskere og ingeniører fra NASA og nogle af de fremmeste forskere inden for opdagelsen af det tidlige liv på jorden, blandt andre Minik Rosing, var i Isua for endnu engang at undersøge sporene af noget af det første liv på jorden.

Det første liv på jorden
I 1999 præsenterede professor Minik Rosing banebrydende forskning, da han fremviste fund fra Isua-bjergene nær Nuuk. Fundene var kulstof fra mikroorganismer, der var omkring 3,7 milliarder år gamle.

I 2006 fremviste den australske Abigail Allwood et fund af stromatolitter, der er små lag af mikrooganismer. Stromatolitterne var 3,5 milliarder år gamle og blev fundet i Australien.

I 2016 præsenterede Allen Nutman fundet af stromatolitter, der var 3,8 milliarder år gamle, de var fundet i Isua. Dette fund er dog blevet mødt af skepsis fra både Minik Rosing og Abigail Allwood.

Det er blandt andet uenigheden om stromatolitterne, der har gjort det nødvendigt at samle geologer og forskere fra NASA i Grønland. Det er blandt andet stromatolitter man forventer at lede efter på Mars.

Formålet var ikke at finde nye spor, men at forberede forskerne på de resultater, som Mars-missionens robot vil sende hjem til jorden.

Forskerne skulle forsøge at blive så enige som muligt om, hvordan forholdene omkring det tidlige liv ser ud.

Uenighed om spor af tidligt liv

De seneste år har de førende forskere på området nemlig ikke været helt enige om de fund, de hver især har gjort i blandt andet Isua.

Den slags debatter vil man så vidt muligt undgå i forbindelse med Mars-missionen. For der er langt, og det er dyrt.

Derfor har forskernes tur til Isua handlet om at finde fælles fodslag om de geologiske forhold, der er omkring sporene af liv. Helt enige blev de dog ikke, fortæller Minik Rosing til Weekendavisen.

LÆS OGSÅ Vi har fundet verdens ældste fossil i Grønland

- Men det afgørende er at få styr på de observationer, vi gør, siger han.

NASAs Mars 2020-mission med NASAs robot er planlagt til opsendelse i juli eller august næste år, og den forventes at lande på mars i februar 2021.