ANMELDELSE Nanooks nye plade får fem stjerner
Efterårets friske brise aer mig blidt på kinden og jeg nyder nysneen knirke under fødderne, mens jeg skuer ud mod Cookøerne og det urolige hav, da jeg pludselig blev indhentet af ”Tarningerparma”, på dansk: du tager min sjæl.
-Aagiak kuunneq ajorpoq, manngerluni panerpoq (størknet blod løber ikke, den er størknet hårdt(red.)), synger Christian K. Elsner.
Stemmen er ærlig til hudløshed og barsk med en dyster skyggeside. Han synger hviskende, klagende og alligevel på en forførende måde.
Eksistentialisme, det at kunne sætte spørgsmålstegn ved meningen med livet, som ellers nærmest kun er forbeholdt forfatteren Ole Korneliussen og metaforer som er musiklegenden Ole Kristiansens varemærke. Det er de to kombinationer, du finder her, hvor stemmen og ordene kryber uhyggeligt ind under huden på dig og alligevel er det smukt. Det er dramaturgi, når det er bedst. Trombonen giver associationer om et uroligt hav og farlige skær i natten med en fed afslutning, hvor en guitar giver dig lov til at sunde dig lidt og tygge det hele igennem, inden det næste nummer kommer på.
Tekstmæssigt har Nanook rykket sig siden deres første udgivelse for fem år siden. Melankolien med et strejf af håb som kendetegner deres musik er der stadigvæk. Sangskriverne er dog begyndt at tage aktuelle samfundsemner op som klimaændringer, som får isen til at smelte og får isbjørnen til at fare vild. Identitet tages også op som en slags reminder om, at vi ikke må glemme hvem vi er og hvor vi kommer fra. Man får en fornemmelse af, at alle sangene hænger sammen, en sang om livets barske realiteter, men de smukke blev der også plads til. Musikken skal høres i fuld længde for at få det hele med. Nanook har også skrevet en sang om kærlighed, hvor budskaberne bliver leveret lige til døren. Den ene sangskriver Frederik K. Elsner bruger sin lyse, unge og optimistiske stemme til at bringe budskabet i hus.
-Saninnut pigavit eqqissiimivunga, asanaqigavit asannilerpunga (Jeg faldt til ro da du satte dig ved siden af mig, jeg blev forelsket da du er så kærligt (red.)), synger han.
Han synger den med en intensitet, der berører alle kroge af den ukendte, dybe og komplekse sjæl.
”Pileritooq” som på dansk betyder de ivrige er en musikalsk rejse. Her bliver der virkelig taget hånd om den kræsne lytter, det er lige fra det hellige orgelspil til de krævende trommer, der bare vil have mere og mere af dig. Det kan høres, at der er brugt tid på at tænke hvilke instrumenter, der skulle bruges til de forskellige sekvenser og tempi. Det er også lidt som at kigge tilbage i tiden, hvor man pludselig havner i Aasiaat i fritidsklubben Illu, hvor Inneruulat indspillede deres første plade i 1980 med unge Karsten Sommer og Malik Høegh ved pultene. Tilbage i 2014 er det Nanook med hang til indierock, men stemningen er den samme. Det er som at komme tilbage til rødderne med god gammeldags levende musik med korsang og tekster om værdier, traditioner og kærlighed til landet.
Gruppen som foruden de to brødre, som er sangskrivere og forsangere består af Mads Røn, Andreas Otte og Kim Heilmann, som spiller på forskellige instrumenter. Der er også hentet gæstesolister med violin, trompet, saxofon og trombone. Det er et flot album i blodrød og isblå farve, hvor man lige kan ane en gammel mands ansigt på coveret, eneste minus er at det er svært at finde rundt i bookletten. Er du til lydmæssigt dristige eksperimenter og og vil du forkæles af dybe tekster bliver du ikke skuffet.
Det bliver 5 flotte stjerner med pil opad ud af 6 mulige til dette album.
