Naalakkersuisut vil ikke blande sig i GBU-fyring

Naalakkersuisut vil ikke blande sig i GBUs håndtering af fyringen af landstræner Tekle Ghebrelul, der blev fyret efter, at han angiveligt var udsat for racisme.
Foto © : KNR
30. august 2017 12:45

Den tidligere landstræner blev fyret af et flertal i GBUs bestyrelse. Ifølge den fungerende GBU-formand, Gert Fleischer, fyrede et flertal i forbundets bestyrelse Tekle Ghebrelul fordi, at han blandt andet havde udtalt sig til pressen uden at have fået lov.

Det skulle være et brud på hans kontrakt som landstræner, fortalte Gert Fleischer til Sermitsiaq.ag.

LÆS OGSÅ GBU-formand trækker sig efter landstrænerfyring

Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen har i et §37-spørgsmål spurgt naalakkersuisoq for kultur, Doris J. Jensen, hvad naalakkersuit mener om den kontroversielle fyring. Men det ønsker Jensen ikke at svare på.

- Naalakkersuisut har ikke kendskab til de nærmere omstændigheder i sagen, og kan derfor ikke udtale sig om, om begrundelsen for afskedigelsen er fyldestgørende, skriver Doris J. Jensen.

Naalakkersuisut skriver i svaret til Randi Vestergaard Evaldsen, at de hverken vil eller kan blande sig i GBUs  fyring af landstræneren. 

- Naalakkersuisut kan i øvrigt ikke udtale sig om konkrete personalesager mellem Grønlands Boldspil-Union og Grønlands Boldspil-Unions ansatte, skriver Doris J. Jensen.

For to uger siden kom KNR i besiddelse af ansættelseskontrakten mellem Tekle Ghebrelul og GBU. Her står der ingen steder, at Tekle Ghebrelul skal henvende sig til bestyrelsen, inden han udtaler sig til pressen. Dermed var det klart, at fungerende formand for GBU, Gert Fleicher, talte usandt. 

Den 18. august forklarede Gert Fleicher over for KNR, at han først for nyligt havde set Tekle Ghebreluls kontrakt med GBU.

Altså efter at han sagde, at Ghebrelul har brudt kontrakten.

Den forklaring blev dog skudt ned af Sermitsiaq.ag, der har Fleisher på bånd, hvor han under et interview den 1. august har sagt, at han har nærlæst ansættelseskontrakten.

LÆS OGSÅ Fungerende formand talte usandt om landstræner-fyring

Naalakkersuisut vil ikke bekæmpe racisme

I forbindelse med Vestergaard Evaldsens spørgsmål til Tekle-sagen, benytter Demokraten lejligheden til at spørge, om Naalakkersuisut har planer om at bekæmpe racisme i sporten. 

Men den opgave er, i følge naalakkersuisoq, i færd med at blive løst. Derfor vil Naalakkersuisut ikke tage politisk initiativ til at bekæmpe racismen.  

- Naalakkersuisut finder umiddelbart ikke selv anledning til at iværksætte initiativer, idet Naalakkersuisut er bekendt med, at GIF selv har fokus på dette og påtænker initiativer herom, skriver hun til Randi Vestergaard Evaldsen.

LÆS OGSÅ Spiller udelukket af GBU for racisme