GBU-formand trækker sig efter landstrænerfyring

Fodboldlandstræner, Tekle Ghebrelul er blevet fyret af GBU, men formanden for fodboldorganisationen kan ikke stå inde for fyringen og har derfor trukket sig fra sin post.
Foto © : KNR
28. juli 2017 09:58

Bestyrelsen i Grønlands Boldspil Union, GBU, har fyret Tekle Ghebrelul som fodboldlandstræner. Og det har nu fået GBUs formand John Thorsen til at trække sig fra formandsposten.

Det skriver John Thorsen selv i en pressemeddelelse.

Ifølge formanden er beslutningen om at fyre landstræneren truffet på baggrund af forskellige påstande uden faktisk belæg. Det kan han som formand ikke stå inde for, og derfor trækker han sig fra posten, skriver han.

LÆS OGSÅ GBU vil skabe respekt blandt fodboldspillere

Landstræner, Tekle Ghebrelul havde en advarsel fra GBU på grund af en episode ved GM i futsal i Maniitsoq i foråret. Her havde han blandt andet skældt et barn ud og havde indladt sig i skænderi, da han blev udsat for verbale racistiske angreb.

Men episoden, der har udløst fyringen, skulle ifølge John Thorsen være, at en fodbolddommer på facebook har beskyldt Tekle Ghebrelul, der også er træner for B-67 for at have givet Kagssagssuk fingeren i forbindelse med en kamp i sidste uge.

LÆS OGSÅ Træner opfordrer til kamp mod racisme i fodbold

Den episode kan Tekle Ghebrelul ikke genkende og derfor blev det påstand mod påstand. Derefter valgte et flertal i GBUs bestyrelse at godtage dommerens forklaring og bruge den som belæg for fyringen af landstræneren.

Og den beslutningen kunne formand John Thorsen, altså ikke stå inde for.

LÆS OGSÅ Jeg var klar til at rejse væk

- Jeg mener, at der skal være plads til alle i grønlandsk fodbold og for at udvikle sporten må vi have en stærk organisering, der ikke baserer beslutninger på påstande eller på reaktive handlinger baseret på facebook opslag. På baggrund af dette trækker jeg mig med blødende hjerte som formand for Grønlands Boldspil Union, skriver han.

LÆS OGSÅ Spiller udelukket af GBU for racisme