Naalakkersuisut vil beholde pensions-millioner

Naalakkersuisut vil hente merindtægter på 35 millioner kroner ved fremrykke beskatningen af pensionsmidler.
Personer der flytter til Danmark bliver kun beskattet ved indbetaling. Det nye lovforslag er indrettet således, at folk der sparer op til pensionen i et dansk pensionsselskab kan vælge at få udbetalt deres pension uden at betale skat af den.
04. april 2016 05:30

Det skal være slut med at sende pensionsmillioner til Danmark. Det fastslår Naalakkersuisut, som med et nyt forslag vil sikre varige merindtægter på omkring 35 millioner årligt.

Pengene skal i hus ved at beskatte indbetalinger til udenlandske pensionsordninger. I dag fungerer det sådan, at man først bliver beskattet, når man modtager sine penge fra pensionskassen. Fremover bliver det sådan, at indbetalingerne bliver beskattet, men til gengæld bliver udbetalingerne skattefrie.

Uheldig ordning for Grønland

Set fra Naalakkersuisuts perspektiv er den eksisterende ordning uheldig, fordi mange af de mennesker der tilbringer dele eller hele deres arbejdsliv her i landet drager udenlands, når de er nået til pensionsalderen.

Dermed tilfalder skatteindtægten af penge der er sparet op mens man har arbejdet her i landet i stedet for lande som Danmark, hvor mange søger hen. Det betyder tabte indtægter for landskassen på omtrent 35 millioner kroner årligt.

Læs også Beskatning af energidrikke og pensioner på dagsordenen

Læs også Reform gør det mere attraktivt at spare op

Bliver beskatning af pensionsindbetalingerne rykket frem, sådan som Naalakkersuisut foreslår, vil det faktisk betyde hele 55 millioner kroner yderligere i landskassen årligt. Det forklarer departementschef for finanser, Nikolai Sten Christensen.

De yderligere indtægter til landskassen på 20 millioner kroner kommer fra pensionsopsparinger i udenlandske pensionsselskaber fra borgere, der går på pension her i landet i stedet for at flytte til Danmark. Disse penge er dog så at sige kun til låns for landskassen, idet udbetalingerne fra pensionskassen som sagt bliver skattefri.

Taberen bliver Danmark

Helt overordnet er det formålet, at forslaget er udgiftsneutralt for borgerne. Taberen i regnestykket bliver den danske statskasse, som må vinke farvel til de penge, der ryger i Grønlands landskasse.

Departementschefen gør det yderligere klart, at personer der flytter til Danmark ikke skal frygte at blive beskattet både ved indbetaling og ved udbetaling på pensionsopsparingen. Det nye lovforslag er indrettet således, at folk der sparer op til pensionen i et dansk pensionsselskab kan vælge at få udbetalt deres pension uden at betale skat af den.

Læs også Inatsisartut hæver pensionsalderen