Naalakkersuisut satser på småskalaprojekter

Antallet at småskalatilladelser inden for råstofområdet er steget kraftigt, og Naalakkersuisut håber på, at de mange små projekter på sigt vil bidrage endnu mere til økonomien.
Naalakkersuisosq for råstoffer, Múte Borup Egede, fortalte, at de mange projekter endnu er meget små, derfor er deres økonomiske betydning endnu ikke ret stor. Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
06. juni 2017 14:18

Tirsdag formiddag holdt Naalakkersuisoq for råstoffer pressemøde om status og tiltag på råstofområdet.

Naalakkersuisoq for råstoffer, Múte Borup Egede, havde især fokus på de muligheder den nye råstoflov giver for udvikling af såkaldte småskalaprojekter.

LÆS OGSÅ Stigende interesse for småskala-projekter

Allerede inden den nye råstoflov trådte i kraft i januar har der været en stor stigning i antallet af tilladelser til småskalaprojekter. Antallet af tilladelser er således steget fra seks i 2010 til 49 i 2016 - og Múte Borup Egede fortæller til KNR, at der i år allerede er kommet mange nye ansøgninger om nye tilladelser.

Den udvikling forsøger Naalakkersuisut nu at sætte yderligere fart på, og derfor kommer der fredag i denne uge et omfattende informationsmateriale i avisen Sermitsiaq, der skal inspirere flere til at kaste sig over småskalaprojekter.

Regler lempet for fritidssamlere

Interesserede kan få ret til at samle og bryde mineraler i en hel kommune med en småskalatilladelse, men de kan også søge om at få eneret på et område på 1x1 kilometer, som dermed må udvindes og efterforskes.

En småskalatilladelse kan også bruges i forbindelse med turisme, hvor rettighedshaveren kan guide turister rundt i området og samle mineraler.

LÆS OGSÅ Ny idé: Guldgraverturisme

Múte Borup Egede fortalte, at de mange projekter endnu er meget små. Derfor er deres økonomiske betydning endnu ikke ret stor.

Men med det stigende antal tilladelser, er det et område, som Naalakkersuisut håber på kan skabe beskæftigelse på længere sigt og på den måde give et bidrag til økonomien.

Múte Borup Egede understregede, at reglerne er lempet for fritidssamlere, der er bosat her i landet. Man må indsamle mineraler eller ædelsten op til en værdi af 100.000 kroner, så længe man ikke krænker andres rettigheder på området.