Ny idé: Guldgraverturisme

Fremover kan Nuuks bådturister og virksomheder på teambuilding få lov at hakke efter guld og ryste tallerkener med grus i et vandløb.
25. december 2013 09:00

En af byens bådvirksomheder har i jagten på nye turmuligheder fået den idé, at tage folk med på guldgraverture et bestemt areal i Godthåbsfjorden.

Erik Palo Jacobsen har fået en idé. I stedet for at sejle turister på hvalsafari og ind til gletscheren, som han plejer, vil han nu prøve noget helt nyt. Turisterne skal grave guld. Idéen fik han i sommer.

- Jeg var så heldig at få en gruppe kunder fra USA, der skulle her til landet og lave en stribe optagelser til en tv-serie om at grave guld i Grønland. De havde fået fat på nogle vaske ægte guldgravere, siger turistføreren fra selskabet Arctic Boat Charter.

Guldgraverne fik ham på sporet af et sted, hvor der kan ligge guld gemt i fjeldets grus ikke langt fra vandkanten. Guldgraverne fra Ice Cold Gold pegede på stedet og sagde til bådens skipper, at han burde søge om at grave guld dér. Den opfordring huskede Erik Palo Jacobsen på, og ansøgte om en såkaldt småskalaudvindingstilladelse hos Råstofstyrelsen.

Som grønlandsk borger kan man ganske let og billigt søge og få tilladelse til at eftersøge og udvinde mineraler - bare man ikke bruger store maskiner og har ansatte. Erik Palo Jacobsen har også fået godkendelse til at tage turister med ind på sin tildelte ene kvadratmeter.

- Jeg må som indehaver af en småskalatilladelse gerne lave turisme omkring udnyttelse af et sted, hvor vi f.eks. finder guld.

Turistskipperen er spændt på, hvordan efterspørglen vil være, og om der er andre firmaer, der vil abe efter Arctic Boat Charter, hvis det går godt.

Hvis der er turister i Nuuk, der vil med på en guldgraversejltur, og de finder guld, så vil det i princippet tilhøre ham personligt og ikke turisterne, står der i papirerne fra råstofstyrelsen. Men man kan lave en særskilt aftale, siger han, om hvordan de kan beholde guldet. Men det er også lidt kompliceret.

- Jeg skal selvfølgelig indrapportere alt guldet, der bliver fundet - hvis vi finder noget. Det er en del af reglerne. Og så vi man så vurdere, hvor meget det er værd, og så skal jeg selvfølgelig betale skat af det, lyder det fra turistfører Erik Palo Jacobsen.

Selvstyret vil gerne have gang i small scale mining, altså enkeltpersoners minedrift. Derfor tager man kun et gebyr på 500-1.000 kroner for den slags tilladelser.

Reglerne er bl.a., at alt håndbetjent værktøj kan bruges. Hvis udvindingen kræver større maskiner, skal der hurtigt mange flere tilladelser, betalinger og høringsperioder til.