Naalakkersuisut opfordrer fangere i Nordgrønland til at melde sig ledige: Møder stor kritik

Erhvervsfangerne i Qaanaaq og bygder er økonomisk hårdt ramt på grund af en usædvanlig dårlig vinter. Naalakkersuiust vil have fangerne til at melde sig arbejdssøgende.
Nukappiannguaq Henriksen fra Siorapaluk kritiserer Naalakkersuisuts løsning. Foto © : Privat.
21. december 2022 08:10

Fangerne ved Qaanaaq og bygder er stadig ramt af det dårlige vintervejr, der har stået på siden oktober.

Det gør det nærmest umuligt for dem at komme på fangst, hvilket påvirker deres økonomi. 

FAKTA
 

Departementet for Fiskeri og Fangst oplyser, at hele kvoten for narhval til Qaanaaq, Qeqertat og Siorapaluk i år ikke er opbrugt. 

Der er stadig er 30 narhvaler og to hvidhvaler, der ikke er fanget endnu.

 

Derudover er der en hvalroskvote til Qaanaaq, Qeqertat og Siorapaluk, hvor i alt 102 hvalrosser i år venter stadig på at blive fanget.

 

Isbjørnekvoten for forvaltningsområde Qanaaq (Qaanaaq, Siorapaluk og Qeqertat) i 2022, er 9 isbjørne. Men Da kvoten for kvoten sidste ikke blev opbrugt og flyttet til i år,  så er kvoten for i år 17 isbjørne i forvaltningsområdet for Qaanaaq. Ud af denne kvote er der stadig 9 isbjørne, som ikke er fanget endnu.  

 

De resterende fangstkvoter til Qaanaaq, Qeqertat og Siorapaluk, som ikke bliver brugt i år, vil blive flyttet til næste år. 

 

Ifølge Avaannaat Kommunias indbyggertal bor der:


619 i Qaanaaq

41 i Siorapaluk

26 i Qeqertat

 

Ifølge fiskernes og fangernes organisation KNAPK er der omkring 60 fangere og fiskere i Qaanaaq, Siorapaluk og Qeqertat, der har brug for ekstraordinær hjælp.

Fisker- og fangerorganisationen KNAPP i Qaanaaq samt Inatsisartut-medlem fra Inuit Ataqatigiit Mikivsuk Thomassen har bedt Naalakkersuisut om at yde ekstraordinær hjælp til fangerne.

LÆS OGSÅ Fangere i det nordligste Grønland kan ikke komme på fangst

Derfor opfordrer Jess Svane, som er naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, fiskerne og fangerne til at gå i land og melde sig som arbejdssøgende i kommunen, så de kan modtage offentlig forsørgelse.

- Fangere i nordligste del af Grønland har søgt om hjælp på grund af dårligt vinter. Og vi vil hjælpe dem med at samarbejde med kommunen med at få understøttelse, siger Jess Svane. 

Men formanden for fisker- og fangerforeningen i Qaanaaq, Tobias Simigaq er langt fra tilfreds med Jess Svanes løsning.

- Fangerne er ikke tilfreds med svaret. Det er sådan at, hvis en fanger har en partner, der har fast arbejde, så kan det ske, at han ikke kan få offentlige ydelser, på grund af størrelsen på partnerens løn, siger Tobias Simigaq.

Under al kritik

En, der har fulgt Jess Svanes opfordring og søgt kommunen om hjælp, er fanger Nukappiannguaq Henriksen fra Siorapaluk. Siden november har han ingen indtægter haft på grund af det ustadige vejr.

- Jeg har ellers taget Jess Svanes opfordring i fredags og ansøgt kommunen om offentlig forsørgelse, men blev afvist, da jeg ikke havde søgt arbejde, siger Nukappiannguaq Henriksen og forsætter, at kommunen ikke har forklaret ham, hvornår han vil få den offentlige hjælp udbetalt.

LÆS OGSÅ Fiskerne og fangerne i Qaanaaq er også ramt af dårlig vinter

- Det er under al kritik. Da turismebranchen blev ramt økonomisk under Coronakrisen, fik de kompensation med det samme. Men man vil ikke give fiskere og fangere, der også er private erhvervsdrivende kompensation. Jeg ved ikke hvorfor. Det er diskriminerende, siger fanger Nukappiannguaq Henriksen.

Også Inatsisartut- medlem Mikivsuk Thomassen (IA) er skuffet over Naalakkersuisuts svar til fangerne.

- Jeg er ret skuffet over at høre det svar. Det enormt synd, siger Mikivsuk Thomassen.

Derfor opfordrer han Inuit Ataqatigiit og Siumut om at revurdere fangernes ansøgning om ekstraordinær krisehjælp.

Forlade deres erhverv

Siumut stemmer i koret af kritikkere. 

I en pressemeddelelse skriver Doris J. Jensen, politisk ordfører for Siumut, at når man opfordrer fangerne til at melde sig arbejdssøgende, beder man dem reelt forlade deres erhverv. 

- Jeg finder det problematisk, at Naalakkersuisut har udmeldt, som de gør, og jeg mener, at arbejdet er udført overfladisk. Fangerne på vores langstrakte kyst har henvendt sig til det offentlige for at bede om hjælp.

- Svaret kan ikke være, at de skal forlade deres erhverv, blive landkraber og derefter modtage offentlig hjælp, siger Dories J. Jensen. 

I stedet mener hun, at Naalakkersuiust har ansvar for at finde en ordenlig løsning. Hun opfordrer også Naalakkersuisoq Jess Svane til at komme med en undskyldning til fangerne. 

Tirsdag eftermiddag understreger Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender i en pressemeddelelse, at fangerne skal søge om offentlig hjælp, hvis de vil have økonomisk understøtning. 

Offentlig hjælp kan man blandt andet få ved at melde sig ledig. 

Departementet påpeger også, at fiskere og fangere ikke kan miste deres erhvervsfangst- og erhvervsfiskerbevis ved at melde sig ledig. 

Dog står der også, at der altid skal en individuel vurdering til i hver enkelt sag, om hvorvidt fangere og fiskere kan få offentlig hjælp.