Naalakkersuisut har forvandlet politikken

Grønlandsk politik er forvandlet efter Siumut er sendt i opposition, mener både en ekspert og danske politikere.
19. januar 2012 06:23

Lise Lyck, lektor ved CBS med Arktisk Økonomi som fagområde, mener at det nuværende Naalakkersuisut gør hvad de kan for at leve op til løfterne om at genoprette økonomien og forbedre de sociale forhold:

- Der gøres meget for at holde budgetterne og for at klare de samfundssociale forpligtigelser. Det ses på, at der ikke er så store stigninger i budgetterne og kæmpe sprængninger af de fastsatte beløb som tidligere, siger hun i artikel i dagbladet Information. Artiklen er en del af en serien 'Nyt Grønland'.

Lise Lyck tilføjer, at det er længe siden, omverdenen har hørt om økonomiske skandalesager og politikerudskejelser i Grønland. Hun betegner politikken som værende blevet mere moden.

Et par danske politikere med mangeårigt kendskab til Grønland gør samme status:

- Både den ny grønlandske regering og oppositionen med Siumut viser en anden og yngre livsstil og har gjort den grønlandske politiske konkurrence anderledes ligevægtig, siger Socialdemokraternes Mogens Lykketoft.

Også Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen, ser tydeligt en forandring.

- Vi oplevede under forhandlingerne til Selvstyreaftalen, at de danske politikere jo nærmest faldt på halen over Kuupik Kleist, som virkelig trak det længste strå i aftalen ved at få retten til Grønlands undergrund.

Efter en epoke med urealistiske forestillinger blandt hjemmestyrets politikere lægger den nuværende grønlandske regering en ny linje for dagen, mener Espersen.