Naalakkersuisut afsætter 70 millioner kroner til genhusning
Pengene skal gå til at opføre permanente boliger, opkøb af private boliger og renovering af eksisterende boliger, der er ejet af Selvstyret eller Qaasuitsup Kommunia.
Etableringen af permanente boliger til de evakuerede kan foregå i byer som Uummannaq eller dens bygder, Upernavik, Aasiaat, Qeqertarsuaq eller Qasigiannguit, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
De evakuerede borgere får selv lov til at ønske, hvor og hvordan de gerne vil bo. De oplysninger er Qaasuitsup Kommunia ved at indhente i øjeblikket.
LÆS OGSÅ Frygtelig naturkatastrofe i Grønland
Naalakkersuisoq for infrastruktur og boliger Erik Jensen udtaler:
- Jeg er glad for, at der ved tæt samarbejde mellem Naalakkersuisut, Inatsisartut og kommunerne er opnået bevilling til anlæg af nye huse til de tsunamiramte borgere i Nuugaatsiaq og Illorsuit, så de snarest igen kan bo i egne boliger og genetablere et trygt liv.
De 70 millioner kroner har Naalakkersuisut fundet på anlægsområdet, hvor man har hentet midler fra projekter, der har brugt færre penge, end der var budgetteret med. Kommunerne har også bidraget med ubrugte midler fra Boligprogram for Bygder og Yderdistrikter.
Samtidig har Naalakkersuisut besluttet, at man nedskriver gælden til nul kroner for borgere, der har bygget Medbygger- og Selvbyggerhuse i de to evakuerede bygder. Det skal give borgerne mulighed for at begynde en ny tilværelse uden gæld til boliger, de aldrig kommer til at kunne bruge igen.
LÆS OGSÅ Indsatshold henter personlige ejendele i Nuugaatsiaq