Naalakkersuisoq retter ind efter samråd: Vil forhøje hellefiskekvote

Jens Immanuelsen planlægger et afgørende møde med Naalakkersuisut på torsdag, oplyser han under samråd om fiskeriet efter hellefisk. Han støtter nu ønsket om at forhøje kvoterne.
Jens Immanuelsens plan er at hæve kvoterne i det kystnære fiskeri efter hellefisk med 1100 tons i Diskobugten. Foto © : KNR / Malik Brøns
02. november 2020 18:40

Lige nu blafrer skæbnen for det kystnære fiskeri efter hellefisk i uvished i Diskobugten og Uummannaq.

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Jens Immanuelsen (S), lod fiskerne i de to områder fiske videre i oktober, selvom kvoterne for måneden var opbrugt.

LÆS OGSÅ Fiskeriudvalg hiver naalakkersuisoq i samråd i hellefiskesag

Det fik konsekvenser onsdag i sidste uge. Grønlands Fiskerilicenskontrol satte foden ned og lukkede fiskeriet efter hellefisk på ubestemt tid i Diskobugten og indtil december i Uummannaq.

Et samlet Fiskeriudvalg hev derfor Jens Immanuelsen i samråd i dag mandag. Her gav han udtryk for, at han arbejder for at genåbne fiskeriet, selvom kvoterne er brugt op.

- Udvalgets opfordring til at forhøje kvoterne vil jeg viderebringe til Naalakkersuisut, som må tage stilling til det, siger han.

Usikker om støtte til KNAPK-forslag

Hele Fiskeriudvalget gav udtryk for, at de støttede arbejdet for at genåbne fiskeriet.

Jens Immanuelsens plan er at hæve kvoterne i det kystnære fiskeri efter hellefisk med 1100 tons i Diskobugten. Derved kan fiskeriet i Diskobugten genoptages, hvis det vedtages af Naalakkersuisut.

Udvalget var tilfreds med samrådets udfald.

- Udvalgets medlemmer gav en opfordring om, at de kystnære fiskere i Disko Bugt og Uummannaq snarest får lov til at fiske, sagde formand for fiskeriudvalget, Henrik Fleischer (S) efter samrådet.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq fastholder: Kvotefrie zoner for hellefisk skal afskaffes

KNAPKs lokalafdeling i Uummannaq-området har foreslået at overføre kvoten for december til november.

Jens Immanuelsen kan ikke svare på, om han støtter det forslag på nuværende tidspunkt. Han kan heller ikke svare på, hvad der så vil ske i december, når månedens kvote derved risikerer at blive opbrugt i november.