Naalakkersuisoq og miljøminister vil undersøge Camp Century

Den danske Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen vil have eksperter og myndigheder til at undersøge de forskellige aspekter omkring forureningen ved Camp Century.
Foto © : U.S. Army
19. august 2016 05:01

Og med den udmelding tilslutter miljøministeren sig en lignende udmelding fra den danske Udenrigsminister Kristian Jensen.

Efterladenskaberne i Camp Century har gjort indtryk på de to ministre og derfor vil den danske regeringn nu have undersøgt sagen, siger Esben Lunde Larsen.

Læs også Udenrigsminister vil se på Camp Century-sag

- Hvordan ansvarsplaceringen skal være, hvordan man skal løse problemet og så videre, det er for tidligt at sige nu. Nu er det væsentlige at vi får afdækket med relevante myndigheder og eksperter i tæt dialog med Grønland, hvordan omfanget er med blandt andet af Camp Century, siger han.

Ligesom de danske ministre afventer Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Energi, Mala Høy Kúko også at få mere viden om omfanget af problemerne i Camp Century.

LÆS OGSÅ: Forskere: Camp Century udgør en miljørisiko

- Det er selvfølgelig svært at udtale sig om, hvad der skal gøres på nuværende tidspunkt. Når vi har fået klare informationer om Camp Century vil Naalakkersuisut selvfølgelig tage stilling til, hvordan vi skal samarbejde med Danmark, siger han.

Spørgsmålet om hvad der skal gøres og hvem der har ansvaret har været længe undervejs.

I et svar på et paragraf 37 spørgsmål oplyser Naalakkersuisut, at man over flere år har forsøgt at få svar fra den danske regering om hvorvidt det er Danmark eller USA, der har ansvaret for at undersøge forureningen og rydde op.

LÆS OGSÅ: Udenrigsminister: Ingen radioaktiv forurening efter Camp Century

Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Energi, Mala Høy Kúko og Danmarks Miljøminister Esben Lunde Larsen har i denne uge været på tur rundt i Grønland for blandt andet at se på nogle af amerikanernes efterladenskaber.