Naaja H. Nathanielsen om erhvervsudvikling: - De svære ting begynder at lykkes
Greenland is open for business.
Ja, sådan har budskabet lydt året igennem, hvor der har været ekstra et ordinært stort fokus på landet.
Opmærksomheden skyldes særligt den amerikanske præsident, der for alvor har rettet blikket mod Grønland. Trump har sat gang i en politisk krise ved gentagende gange at sige, at USA har brug for Grønland for national sikkerhed.
I september underskrev formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og den danske statsminister Mette Frederiksen så en historisk stor investeringsaftale til en værdi af 1,6 milliarder kroner. Den skal bruges til at styrke Grønlands infrastruktur og fremme velfærd, står der i aftalen.
Spørger man naalakkersuisoq for Erhverv, Naaja H. Nathanielsen (IA), om snakken om investeringer så kan mærkes ud i samfundet, er svaret både og.
- På nogle områder går det rigtig fornuftigt og godt. Vi er lykkedes med nogle af de ting, vi har arbejdet for i mange år. Andre områder må vi stadig erkende, at vi har en del arbejde foran os, svarer hun på spørgsmålet om, hvordan hun vil karakterisere erhvervslivet i år.
Flere midler og støtte
Særligt landets råstoffer får opmærksomhed fra omverdenen. Det har de sådan set gjort i flere år, men nu begynder flere regeringer at hjælpe med tiltag, der hjælper investorer og råstofsprojekter, fortæller Naaja H. Nathanielsen.
- Det er rigtig betydningsfuldt for et land som os, der ikke ønsker at gå på kompromis med miljøet.
Det skyldes ifølge Naaja H. Nathanielsen, at flere lande sætter krav om, at de gerne vil have ansvarligt produceret ressourcer. Og det kan Grønland tilbyde, siger hun.
- Det er stadig meget langsigtet, men der er skred i det, og vi kan se, at flere af vores mineralprojekter har fået nogle midler og støtte fra lande, de ikke havde før.
I maj besluttede naalakkersuisut at give en 30-årige udvindingstilladelse til Greenland Anorthosite Mining, der skal udvinde anorthosit fra et område nær Qeqertarsuatsiaat.
Måneden efter var det så Greenland Resources, der fik en udvindingstilladelse. De arbejder på at udvinde molybdæn og magnesium ved Piiaaffik Høstakken sydøst for Mestersvig i Østgrønland. Det skriver Sermitsiaq.
- De svære ting begynder at lykkes, men de er stadigvæk svære. Men det er positivt. Hver gang der er bare lidt aktivitet, betydet det faktisk noget for lokaløkonomien, fortsætter Naaja H. Nathanielsen.
Slet, slet, slet ikke nok
Et af de erhvervsområder, der til gengæld trænger til en del mere opmærksomhed er vand- og is sektoren. Den har Naaja H. Nathanielsen øjnene rettet på.
Der er nemlig international efterspørgsel på vand – både dem på flaske og containere fulde til eksempelvis industri.
Og hvis der er noget Grønland har, så er det vand og is.
- Vi har en primær ressource, vi har nok af den, den er ikke svær at samle op, og alligevel tjener vi slet, slet, slet ikke det på det, som vi burde. Forrige år mener jeg, at vi havde en indtjening på 11.000 kroner. Altså det er helt hul i hovedet, at vi ikke får flere penge ud af det.
Ifølge Nathanielsen er den helt store udfordring, at det for Grønland er et nyt produkt på verdensmarkedet, som er svært at få udbredt.
- Det kræver en god, stærk fortælling, og det kræver masser af marketing. Vi prøver virkelig at lytte til, hvad branchen siger, og hvad der står i vejen for, at den her ressource ikke er noget, vi tjener på. Det er virkelig noget, vi skal have løbet op, siger hun.
Tidligere på måneden blev der ifølge Naaja H. Nathanielsen skabt en “ild”, da eksperter i en historie i Dagbladet Politiken udtrykte bekymring for forretningsmanden Ronald Lauders investeringer i to grønlandske virksomheder.
Den ene virksomhed er Greenland Water Bank, som tapper kildevand fra Qeqertarsuaq og sælger det under mærket Imivik. Den anden er Greenland Investment Group, der pønser på at byde ind på udbuddet om at etablere vandkraftværket ved Tasersiaq.
Eksperterne advarede om, at der kunne være en underliggende agenda, da Lauder ikke er hvilken som helst rigmand, men ifølge Politiken efter sigende er ham, der plantede idéen om at købe Grønland hos Trump.
Eksperternes opfordring om at være på vagt over for en skjult dagsorden faldt dog ikke i god jord hos Naaja H. Nathanielsen.
- Nogle af de her mennesker har vist interesse i vand- og is-området længe før, at Trump begyndte at sige der her ting (om at overtage Grønland, red.). De har haft et fokus på, hvornår der begyndte at være nogle erhvervssektorer, som der kan være muligheder i. De begynder så at vise sig nu, siger hun.
Investeringer udefra
Det er ingen hemmelighed, at Grønland jagter investeringer udefra. For indtil videre har det haltet efter med danske investeringer, mener Nathanielsen.
- Når man fra dansk side bruger meget tid på at understrege over for omverdenen, at Grønland er dansk territorie, så mener jeg også, at der må være en dansk interesse i at investere i landet og udvikle det.
Samtidig håber Naaja H. Nathanielsen også, at man fra dansk side har forstået, at det grønlandske samfund ønsker udvikling - og selv at være herre over den.
- Investeringerne må hjertens gerne komme fra Danmark, men de skal komme et sted fra, og det bliver vi nødt til at arbejde efter, siger hun.
Fødselshjælpere
Retter Naaja H. Nathanielsen blikket fremad, ser hun særligt frem til at en ny iværksætterstrategi lander.
Egentlig havde hun håbet, at den var klar i december, men nu satser hun på, at den kommer i starten af det nye år.
Ifølge hende er bankerne “noget konservative”, når det gælder investeringer uden for landets største byer. Derfor kan det være svært at skaffe kapitel, hvis man drømmer om at starte erhverv op, siger hun.
- Det har vi ændret ved blandt andet at afsætte flere penge til mikrolånsordning sidste år og flere penge til produktudvikling gennem Nalik Ventures.
- Det er et arbejde, som vi fortsætter med den her iværksætterstrategi ved i højere grad at sige, at det er i områder, hvor det lige nu er svært at få privat finansiering, hvor vi skal ind og være fødselshjælpere fra det offentlige, siger Naaja H. Nathanielsen.