Næstformand: Siumuts bestyrelse støtter fortsat Kielsen
Det lykkedes ikke for de stridende parter i Siumut at blive enige om særlig meget under tirsdagens krisemøde. Ikke udover at de vil sende et brev med en hård kritik af partiformand Kim Kielsen ud til partiets lokalafdelinger på kysten.
Her skal det opklares, om medlemmerne er enige i kritikken af Kim Kielsen eller ej.
LÆS OGSÅ Kielsen-kritikere: Vi har stadig ikke tillid til ham
Nu afventer parterne derfor lokalafdelingernes svar, som i sidste ende kommer til at afgøre, om Kim Kielsen må trække sig før den ordinære generalforsamling næste år.
- En ekstraordinær generalforsamling kommer først på tale, hvis flere end halvdelen af lokalafdelingerne ønsker det, forklarer næstformand i Siumut Karl-Kristian Kruse.
Ingen grund til bekymring
Af vedtægterne fremgår det også, at hovedbestyrelsen kan indkalde til generalforsamling, hvis to tredjedele af bestyrelsesmedlemmerne ønsker det.
Men Kim Kielsen behøver ikke at bekymre sig om, at de vender sig imod ham, siger Karl-Kristian Kruse.
- Alle os i hovedbestyrelsen har ingen indvendinger. Der bliver støttet op om hans ønske om at fortsætte som formand, siger Karl-Kristian Kruse.
Kim Kielsens tid som formand for Siumut slutter senest til næste års ordinære generalforsamling, hvor han ikke genopstiller som partiformand.
Til den tid vil der stadig være to år tilbage af valgperioden for dette Naalakkersuisut.
LÆS OGSÅ Ekspert: Sådan kan Siumut vælte Kielsen
Rent juridisk kan Kim Kielsen til den tid godt fortsætte som formand for Naalakkersuisut, selvom han ikke længere er formand for Siumut.
Det kommer an på, hvad den nye formand ønsker, oplyser Karl Kristian Kruse:
- Det vil afhænge af, hvad der bliver afgjort på generalforsamlingen. Det vil komme an på, hvad den valgte formand ønsker, siger Karl-Kristian Kruse.