Kielsen-kritikere: Vi har stadig ikke tillid til ham
- Vi ønsker en formand, der kan lytte, gå på kompromis og samle, og dét mener vi ikke, at Kim Kielsen kan.
Det siger Anders Olsen, medlem af Siumut dagen efter et timelangt krisemøde i partiet. Flere markante medlemmer af Siumut har nemlig forlangt, at Kim Kielsen træder tilbage som formand for partiet - men det afviste Kim Kielsen.
- Jeg kan ikke forestille mig at træde tilbage, sagde han til KNR umiddelbart efter mødets afslutning.
Han er dog åben for at forlade posten som formand for Siumut på længere sigt, sagde han i går.
LÆS OGSÅ Kielsen trækker sig ikke som formand lige nu
Men de stemmer i partiet, der er imod Kielsen som formand, fastholder altså stadig deres kritik. For de har ikke genvundet tilliden til formanden over natten. Derfor vil de nu vende blikket mod de lokale afdelinger for at få opbakning. Kritikken er allerede sendt i høring hos de lokale afdelinger, og reaktionenerne fra lokalfdelingerne afgør, hvad kritikerne mener om Kielsens fremtid som formand.
I Siumuts vedtægter står der, at der skal holdes en ekstraordinær generalforsamling, hvis flere en halvdelen af lokalafdelingerne ønsker det.
- Vi har stadig ikke tillid til Kielsen. Så vi begynder at høre Siumuts lokalafdelinger, hvad de mener om det brev, der blev sendt ud mandag aften. Altså for at finde ud af, om lokalafdelingerne er enige i kritikken af formanden eller ej, siger Anders Olsen.
Syv siumutter vil have Kielsens afgang
Han henviser til det brev, som satte turbo på den interne ballade i partiet, og som blev offentliggjort mandag aften: Det var nemlig i det brev, at syv fremtrædende medlemmer af Siumut erklærede, at Kim Kielsen burde trække sig som formand for partiet. Underskriverne er Anders Olsen, Nikkulaat Jeremiassen, Henrik Fleischer, Erik Jensen, Laura Táunâjik, Jens Danielsen og Hermann Berthelsen.
Seks af dem er medlemmer af Inatsisartut, og naalakkersuisoq for råstoffer og arbejdsmarked, Erik Jensen, holder orlov fra Inatsisartut, fordi han sidder i Naalakkersuisut.
LÆS OGSÅ Flertal i Siumuts Inatsisartutgruppe kræver Kim Kielsens afgang
Kritikken i brevet gik på, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter og politik på flere punkter - blandt andet i forhold til fiskekvoter og kvoter på narhvaler.
Anders Olsen har ikke en klar idé om, hvem han mener skal være den næste formand.
Men han er glad for, at Kim Kielsen ikke genopstiller som formand til Siumuts landsmøde næste år.