Naajaat Myndigheder frygter sygdomsudbrud hos hunde

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland - VFMG - har mandag den 8. maj modtaget oplysninger om, at et antal grønlandske slædehunde i bygden Naajaat har symptomer på en smitsom sygdom. Indtil videre er 7 hunde døde.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
09. maj 2017 14:57

Ud fra disse oplysninger vurderer VFMG, at et sygdomsudbrud kan være under opsejling, og situationen følges meget nøje.

VFMG arbejder på, at indsamle flest mulige informationer fra borgere og relevante myndigheder, så situationen kan klarlægges.

Der ønskes især oplysninger om syge eller døde hunde i området. Det er vigtigt at beskrive de syge og døde hundes symptomer, understreger Veterinærmyndighederne

Samtidig anbefales en række tiltag for de berørte borgere i Naajaat og nærliggende områder:

Blandt andet skal alle hunde skal holdes lænkede eller sættes i indhegning. Dyr, der udviser symptomer på akut sygdom, skal aflives.

Hundeejerne bør kun håndtere deres egne dyr, og kun personer med et specifikt ærinde må opholde sig på hundepladserne.

Samtidig bør enhver færdsel med hundeslæde og snescooter ud og ind af området ved Naajaat undgås, indtil situationen er afklaret. Desuden fraråder myndighederne, at man vaccinerer sine hunde i øjeblikket. 

Umiddelbart er der ikke nogen indikationer på, at sygdommen kan smitte til mennesker, understreger Veterinær- og Fødevaremyndigheden.

Henvendelse til VFMG kan ske på mail til uumasut@nanoq.gl eller på telefon 34 50 00. Læs mere på Naalakkersuisuts hjemmeside.