Myndighed opdager ny fejl på omstridt Boeing-flytype

Den amerikanske myndighed for luftfartssikkerhed, FAA, oplyser, at den har identificeret en ny potentiel fejl på de Boeing 737 Max-fly, der har været omfattet af et flyveforbud siden marts på grund af flere dødelige flystyrt.
Skrevet af Ritzau
27. juni 2019 11:20

Fejlen er blevet opdaget under en simulatortest i sidste uge. Det oplyser kilder med kendskab til sagen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

FAA kræver, at Boeing adresserer problemet, inden flytypen kan komme på vingerne igen.

I sidste måned lød vurderingen, at 737 Max-flyene kunne blive godkendt til flyvning i slutningen af juni.

Med den nye opdagelse vil Boeing tidligst kunne fortsætte påkrævede testflyvninger 8. juli.

LÆS OGSÅ Alle regler blev fulgt forud for Boeing-flystyrt

Flytypen blev omfattet af et verdensomspændende flyveforbud i marts. Det skete efter to dødelige flystyrt i Indonesien og i Etiopien, hvor i alt 346 personer mistede livet.

- FAA's procedurer er indrettet til at opdage og belyse potentielle risici. FAA har for nylig opdaget en potentiel risiko, som Boeing skal finde en løsning på, skriver FAA i en besked til Reuters.

LÆS OGSÅ Boeing-fly tvunget til nødlanding

Meldingen har betydet, at det amerikanske luftfartsselskab United Airlines har valgt at holde alle 737 Max-fly på jorden indtil 3. september.

Det betyder, at omkring 1900 flyvninger vil blive aflyst i august alene.