Mùte Bourup Egede går nu i gang med at finde Peter Olsens erstatning
Det blev til en dramatisk debat i Inatsisartut i går aftes, da naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Peter Olsen, pludselig gik af under en pause.
Demokraatits Nivi Olsen havde inden mødet fremlagt et mistillidsvotum på baggrund af Peter Olsens manglende handling i sagen om maglen på grønlandsksprogede journalister hos KNR.
Men inden det nåede til afstemning, tog Peter Olsen selv konsekvensen af kritikken og indgav selv sin anmodning om at træde tilbage.
Det har formanden for Naalakkersuisut, Mùte Bourup Egede, taget til efterretning - og nu går arbejdet om at finde en ny naalakkersuisoq i gang, ifølge ham:
- Et medlem af Naalakkersuisut er trådt tilbage, og derfra er min opgave lige nu at finde en ny naalakkersuisoq til det område.
Formelt er Peter Olsen ikke trådt tilbage, da Inatsisartut først skal tage stilling til fratrædelsesbegæringen - om de kan godkende den eller ej.
Og Mùte Bourup Egede vil da heller ikke forholde sig til Peter Olsen tilbagetræden, men gentager endnu en gang, at han nu går i gang med at finde en ny mand eller kvinde til embedet:
- Lige nu er der gang i fordelingen af de forskellige Naalakkersuisut opgaver, og det er min opgave som formand for Naalakersuisut, siger Mùte Bourup Egede til KNR.
Derefter er det endnu en gang Inatsisartuts opgave at tage stilling til, hvorvidt de kan godkende den nye naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke.
- Jeg regner helt bestemt med, at der snart vil ske noget. Når de er klar, vil det blive offentliggjort, siger Mùte Bourup Egede.