DMI: Mulig varmerekord på indlandsisen bliver undersøgt
4,7 grader.
Så meget målte DMI’s vejrstation ved Summit på indlandsisen i fredags. Og hvis målingen holder, er det en regulær rekord.
Det fortæller John Cappelen, der er seniorklimatolog ved DMI.
- Vi målte faktisk plus 2,7 grader 1. august om eftermiddagen, og den 2. august målte vi helt op til 4,7 grader. Og det er naturligvis meget, meget høje temperaturer, som vi gerne vil verificere med andre kilder, siger han.
LÆS OGSÅ Video: Sidste dag med europæisk varme i Nordgrønland
Derfor skal dataene sammenlignes med andre data fra den amerikanske station, der står på det samme sted som DMI's vejrstation. Og det sker lige i øjeblikket.
Hedebølgen fra Europa
Faktisk er det ikke kun på indlandsisen, at der kan være målt rekordvarme.
Også i Upernavik er der målt 22,6 grader i sidste uge. Før det er det højeste, som er målt i Upernavik, 20,3 grader.
I Daneborg i Nordøstgrønland er der målt 18,8 grader - og det er første gang, at temperaturen sniger sig over 18 grader på de kanter.
De nye varmerekorder er også ved at dobbelttjekket netop nu, melder DMI.
- Den her varme var den, der ramte Europa og susede videre nordpå. Og det gav så nogle høje makstemperaturer rundt omkring i Grønland og altså også muligvis rekorder på Summit, siger John Cappelen.
- Siden april har der været meget varme over Grønland, og temperaturerne har de fleste steder ligget over normalen. Så det har været meget varmt i lang tid og faktisk også meget tørt, siger John Cappelen.
Kan skyldes klimaforandringerne
Hvorfor der er målt så høj en temperatur på indlandsisen, kan John Cappelen ikke komme med et endeligt svar på. Men det kan ikke udelukkes, at klimaforandringerne kan være en del af forklaringen.
- Nogle gange er der meget varme, og nogle gange er der meget kulde. Sådan svinger vejret naturligt. Men der er nok også et klimaforandringssignal indblandet i det her, fordi vi ved, at temperaturen stiger på jorden, og også i Grønland, forklarer han.
LÆS OGSÅ Europæisk hedebølge: Op til 20 grader i Nordgrønland
Men i hvilken grad, det klimaforandringssignal spiller ind her, bliver diskuteret.
Juli er blevet målt til globalt set at være den varmeste, der nogensinde er registreret.
Det oplyser EU-klimatjenesten Corpenicus Climate Change Service.