Europæisk hedebølge: Op til 20 grader i Nordgrønland
Beboere i Ilulissat og Upernavik kan i dag og frem til torsdag prale med at være det varmeste sted i Grønland for en gangs skyld.
En varm luftstrøm rammer nemlig den nordvestlige del af landet i dag.
Tirsdag eftermiddag kan Ilulissat-borgerne regne med, at temperaturen i byen kommer op omkring 20 grader, og temperaturen vil igennem natten holde sig omkring de 15 grader.
I Upernavik kan de regne med, at temperaturen rammer 15 grader. Selvom der ikke er tale om en decideret hedebølge, så bliver det altså varmere end normalt.
- Der bliver jo ikke 30 grader i Grønland, men det bliver helt sikkert markant varmere en normalt julivejr i den nordlige del af Grønland, siger Jens Lindskjold, meteorolog i DMI.
Ikke udsigt til varmerekorder
Han fortæller, at varmen tirsdag eftermiddag ligger nord for Tasiilaq, hvilket har betydet 15 graders varme på Station Nord.
Den varme luftstrøm er den samme som i sidste uge satte varmerekorder på stribe i Europa med temperaturer på over 40 grader.
DMI regner dog ikke med, at hedebølgen betyder nye varmerekorder i Grønland. Varmerekorden for Ilulissat ligger på 21,7 grader og 20,3 for Upernavik.
LÆS OGSÅ Europæisk hedebølge kan få negative følger for indlandsisen
At varm luft fra Europa rammer Grønland er ikke unormalt, men denne gang er luften altså en smule varmere end normalt, forklarer Jens Lindskjold:
- Selv om luften har bevæget sig hele vejen hen over indlandsisen, som er ret kold, så har luftstrømmen bibeholdt meget af sin temperatur, siger han.
Luftstrøm betyder øget afsmeltning af indlandsisen
Ifølge DMI vil varmen i Ilulissat og Upernavik holde helt frem til og med torsdag, hvorefter vejrforholdene vil blive normale fredag. Meteorologen regner med, at varmen vil holde sig nord for Aasiaat.
Selvom det nordvestlige Grønland kan nyde det gode vejr, kan det også betyde en øget afsmeltning af indlandsisen. Hedebølgen tilføjer nemlig endnu mere varme i en allerede varm sommer, hvor varmesæsonen startede tidligt.
- Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende døgn eller tre vil se en meget kraftig afsmeltning fra isen, siger Jens Lindskjold fra DMI.
DMI vil efter hedebølgen gøre status over, hvor meget is, der er forsvundet i løbet af de varme dage.